Arla sender snart øko-mælk, øko-mælkepulver og diverse ostevarianter ud til de kinesiske forbrugere
I det seneste år er Arlas salg i Kina øget med omkring 50
procent, og det langsigtede mål er at øge omsætningen i Kina til 3,5 milliarder
kroner i løbet af fem år. Det skriver Jyllands-Posten.
For at sætte endnu mere fart på væksten, begynder Arla snart at
sende økologisk langtidsholdbar mælk ud til de kinesiske supermarkeder.
- Mælken kommer fra 40-50 vestjyske gårde, som er blevet
certificeret af de kinesiske myndigheder. I løbet af et år vil de økologiske
varer være ude i omkring 8.000 kinesiske butikker, siger direktør for Arlas
aktiviteter i Kina Frede Juulsen til Jyllands-Posten.
Økologisk mælk sælges for op mod 25 kroner pr. liter i
Kina. I løbet af de kommende måneder begynder Arla desuden at sælge økologisk
mælkepulver, og senere i år kommer man på banen med forskellige oste –
deriblandt Lillebror-ostehapsen.
- Arla er endnu ikke et kendt navn i Kina, men vi begynder
nu at køre tv-reklamer, som skal styrke de kinesiske forbrugeres kendskab til
vores varemærke, lyder det fra Frede Juulsen.