Avis: Landbrug er i AP Pensions investeringskikkert

AP Pensions ledelse har gennem længere tid set på mulighederne for at investere i dansk landbrugsjord

I fremtiden kan AP Pension blive en af landets store jordbesiddere. Pensionsselskabet overvejer nemlig at investere i dansk landbrugsjord. Det skriver Jyllands-Posten.

- Der er visse udfordringer, men helt grundlæggende vil vi gerne investere i dansk landbrug. Det kan give nogle fordele for både landmændene og os, siger administrerende direktør i AP Pension Søren Dal Thomsen til Jyllands-Posten.

Han forklarer, at AP Pension gennem længere tid har undersøgt investeringsmulighederne.

- Vi har haft en tæt dialog med Axelborg om disse emner. Der er mange regler og problemer, man kan fortabe sig i, men i første omgang vil vi ikke bruge en masse advokatpenge på at endevende alle detaljerne. Vores ønske er nu at få nogle helt konkrete investeringsmuligheder på bordet, fastslår Søren Dal Thomsen over for Jyllands-Posten.

Søren Dal Thomsen forventer, at eventuelle regeltekniske problemer herefter vil kunne overvindes.

Læs også