Sjusk og fusk forarger fødevareministeren

Fødevareminister Mette Gjerskov er langt fra imponeret over, at Fødevarestyrelsen har fundet svinekød i pakker, der skulle indeholde oksekød

Systematisk svindel ser ikke ud til at være udbredt i de danske supermarkeder. Det oplyser Fødevareministeriet.

Til gengæld er der fundet svinekød i flere oksekødsprodukter, og fødevareminister Mette Gjerskov (S) er forarget over resultatet.

- Forbrugerne skal kunne stole på det, der står på pakkerne. Hvad enten det er hest, svin eller noget helt tredje. Derfor er jeg forarget over, at Fødevarestyrelsen kunne finde svinekød i flere oksekødsprodukter. Branchen bliver nødt til at stramme gevaldigt op på forholdene, og jeg vil nu indkalde dem til et møde. Samtidig sætter Fødevarestyrelsen en større kontrolkampagne i gang målrettet svindel med oksekød, siger Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet har Fødevarestyrelsen taget 70 stikprøver i tilfældigt udvalgte virksomheder, mens der er taget 29 prøver i forbindelse med en mistanke rettet mod et slagteri i Jylland. Ud af de 70 stikprøver af oksekødsprodukter indeholdt tre spor af hestekød, mens 11 prøver indeholdt svin.

Tegn på både sjusk og svindel 

I de tilfældigt udtagne prøver er der fundet indhold af udeklareret hestekød i tre ud af 70 prøver, og her er indholdet mindre end 1 procent, hvilket ifølge Fødevareministeriet ikke tyder på bevidst sammenblanding, men snarere sjusk.

Derimod har 11 ud af de 70 prøver et udeklareret indhold af svinekød. I syv af disse prøver er indholdet af svinekød på over 1 procent, hvilket Fødevareministeriet mener tyder på, at der er tale om bevidst sammenblanding.

Ved prøver udtaget i forbindelse med mistanker blev der fundet udeklareret hestekød i 17 ud af de 29 prøver. Ni af prøverne indeholdt over 1 procent hestekød. Derudover blev der fundet udeklareret svinekød i 10 af mistankeprøverne, og i otte af prøverne var indholdet af svinekød på over 1 procent.

Fødevareministeren har bedt Fødevarestyrelsen om straks at følge op de steder, hvor der er fundet forkert kød i varen. Samtidig rykker Fødevarestyrelsen allerede i maj måned ud med en kampagne, der skal vise, om danske fødevarevirksomheder og detailhandlere har fået styr på mærkningen.

Læs også