Dansk metode kan vække død mund- og klovsygevirus
DTU Veterinærinstituttet har udviklet en måde, hvorpå man sikkert kan transportere mund- og klovvirus fra udbrudsstedet til laboratoriet
Bekæmpelse af den frygtede mund- og klovsyge foregår blandt andet ved vaccination. Men inden der kan udvikles en vaccine mod et specifikt udbrud, skal den pågældende virusstamme analyseres.
Derfor er det vigtigt at kunne transportere prøver af mund- og klovsyge fra et land til et andet, når der er udbrud i lande, som ikke selv har egnede laboratorier. Hidtil har transporten imidlertid været besværlig - og langt fra risikofri på grund af smittefare.
Det oplyser DTU Veterinærinstituttet, som nu har udviklet en metode, der kan gøre transporten af virus sikker.
Ifølge Veterinærinstituttet kan man med den nye metode slå virusset ihjel for herefter at vække det til live, når der er brug for det.
Professor ved DTU Veterinærinstituttet Graham J. Belsham har udviklet metoden.
- I lande med dårlig infrastruktur kan det tage tre-fire dage at transportere diagnostiske prøver til lufthavnen. Hvis der tilmed er 40 graders varme, vil levende virus blive svækket eller nedbrudt, og det er svært at få det til at virke i forsøg efterfølgende. Men vores metode gør, at RNA’et (makromolekyle, som arvemassen hos mange vira består af, red.) sagtens kan holde sig i det tidsrum uden at blive nedbrudt, lyder det fra professoren.
Der har ifølge Veterinærinstituttet ikke været udbrud af mund- og klovsyge siden 1982-83.