I de næste par uge skal planteavlskonsulenter mødes til seminarer. NaturErhvervstyrelsen er med for at svare på randzonespørgsmål
Hvordan udmåles randzonerne? Hvordan søger man om fem procent reduktion?
Tja, spørgsmål kan der være nok af, når emnet er randzoneloven. Det tager NaturErhvervstyrelsen nu konsekvensen af.
For når Videncentret for Landbrug i de næste par uger holder seminarer om mark- og gødningsplanlægning for planteavlskonsulenter, vil NaturErhvervstyrelsen helt ekstraordinært deltage i fire informationsmøder rundt om i landet. Det skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Formålet er at give svar på, hvad konsulenterne - og dermed landmændene - skal være opmærksomme på i forhold til randzoner.
- Vi ser frem til at komme rundt og møde konsulenterne. Det giver os en mulighed for at besvare spørgsmål på stedet, afklare misforståelser og på den måde forhåbentligt gøre det nemmere for planteavlskonsulenterne at håndtere randzonerne, siger Anders Munk Jensen, der er kontroldirektør i NaturErhvervstyrelsen.
Seminarerne om mark- og gødningsplanlægning finder sted hvert år med det formål at opdatere deltagerne med aktuel viden. Og som noget særligt deltager NaturErhvervstyrelsen altså, fordi randzonerne er et emne, der optager både landmænd og konsulenter meget.