Landmændene henvender sig i hundredvis til de forskellige randzone-hotlines med spørgsmål om, hvordan de skal forholde sig til den nye lov.
Onsdag eftermiddag havde omkring 815 personer
henvendt sig til NaturErhvervstyrelsens nyoprettede hotline, der åbnede for tre
uger siden, og hvor landmænd, siden de såkaldte kompensationskort blev
offentliggjort, har kunnet stille spørgsmål om randzoneloven.
Hos LMO, hvor man i godt to uger også har haft en
hotline, der hjælper landmændene med spørgsmål om randzoneloven, har cirka
15-20 landmænd ringet ind dagligt - i hvert fald ind til vejret i denne uge skiftede
og solen kom frem - og stillede eksperterne spørgsmål.
- 15-20 om dagen lyder måske umiddelbart
ikke af så mange. Men det tager altså cirka et kvarter med hver, så det løber
hurtigt op. Vi har haft forrygende travlt, siger Eja Lund, natur- og
arealforvalter i LMO, og som i denne uge har randzonevagten i det midtjyske rådgivningsselskab.
Henvendelser fra hele landet
Eja Lund fortæller, at henvendelserne kommer
fra hele landet, og ikke kun fra LMO's eget område. Det hun og resten af rådgiverne
i LMO hjælper landmændene med, det er at fortælle, hvad det er, som de ser på
NaturErhvervstyrelsens randzonekort, og hvordan de kan forholde sig, når loven
træder i kraft 1. september.
- Det, der er svært, det er, at de her
kompensationskort, som der er, de viser én ting, men landmændene tror, at de
viser noget andet, siger Eja Lund.
- Og hvis nu fejlene bare var konsekvente,
så vidste man, hvad det var, som man skulle forklare, men der er altså
mangeartede unøjagtigheder på de kort, siger hun.
Læs mere i dagens avis