Det brandhede pelsmarked er kølnet lidt af, og gennemsnitsprisen ved den nu overståede juni-auktion faldt til 510 kroner.
Mandag sluttede seks dages auktion hos
Kopenhagen Fur i Glostrup.
I alt blev cirka fem millioner minkskind
solgt. Gennemsnitsprisen endte på 510 kroner. Det er seks procent lavere end
ved auktionen i april, hvor gennemsnitsprisen endte på 519 kroner.
Omsætningen var ved Effektivt Landbrugs
deadline i går aftes ikke endeligt gjort op, men Kopenhagen Fur oplyser, at den
endte et sted mellem 2,5-3 milliarder kroner.
- Vi
har igennem to år oplevet en konstant stigende minkpris, og det ser ud til, at
vi nu har ramt loftet. Prisen på mink er rekordhøj, og der er selvfølgelig en
grænse for, hvor høj prisen kan blive, siger adm. direktør Torben Nielsen,
Kopenhagen Fur, der ligefrem vender prisfaldet til noget positivt:
- Det
prisfald, vi har oplevet på juni-auktionen, opfatter jeg som et sundhedstegn,
fordi branchen justerer ind i forhold til, hvad den forventer detailmarkedet
fremadrettet kan bære, siger han videre.
Omsætter for
10 milliarder i år
Kopenhagen
Fur mangler at holde endnu en auktion i salgssæsonen 2011/12. Når den er holdt
i september, forventes den samlede auktionsomsætning at komme over 10
milliarder kroner for året.