Den tidligere landbrugskommissær Mariann Fischer Boel er meget lidt optimistisk i forhold til at få lavet en landbrugsreform inden 2014.
- Jeg er ufattelig taknemmelig for, at jeg i min femårige periode som landbrugskommissær var fri for at arbejde sammen med Europaparlamentet.
Sådan lød det fra Mariann Fischer Boel, da hun i torsdags deltog ved en konference om EU's fremtidige landbrugspolitik i København.
I øjeblikket kører forhandlingerne omkring den fremtidige fælles landbrugspolitik i EU. Den nuværende reform udløber således ved udgangen af 2013, og derfor skal de 27 medlemslande inden da nå at blive enige om en ny reform.
Ved Lissabon-traktatens vedtagelse i 2009 har Europaparlamentet dog fået mere magt, og de skal dermed også tages med på råd. Før i tiden blev det hele klaret mellem EU-Kommissionen og Ministerrådet.
- Jeg ved godt, at det ikke lyder ret pænt, men det er jo ikke de mest fremkommelige, de medlemmer, som sidder i Europaparlamentets landbrugsudvalg. De fleste af dem er stokkonservative, og de vil helst ikke have, at der sker noget, samtidig med, at de gerne vil have lidt flere penge, end de får i øjeblikket, sagde Mariann Fischer Boel, der var kommissær frem til 2010, hvor hun blev afløst af rumænske Dacian Ciolos.
- Hvis der er nogle, som stadigvæk tror, at den nye reform skal træde i kraft 1. januar 2014, så er jeg ikke sikker på, at det kommer til at ske, sagde hun videre.
For lidt pondus
På konferencen, som var arrangeret af DIIS i forbindelse med det danske EU-formandskab, forklarede det eneste danske islæt i EU's landbrugsudvalg, Christel Schaldemose (S), der er suppleant i udvalget, at Fischer Boel, har en pointe.
Hun forklarede, at det dog heller ikke hjælper, at den nuværende landbrugskommissær, Dacian Ciolos, ser ud til at mangle den politiske slagkraft til at få en mærkbar reform igennem.
- I guder hvor jeg savner Mariann nede i EU-systemet som kommissær. Set fra min stol, så synes jeg ikke, at vores nuværende landbrugskommissær, Ciolos, virker specielt stærk. Forstået på den måde, at han ikke er stærk til at gå op i mod den manglende reformvilje, som der er i Europaparlamentet og i medlemslandenes regeringer.
- Når det kommer til landbrugsstøtten, så tror jeg ikke, at der reelt er noget ønske om at reformere særlig meget, sagde Christel Schaldemose, der samtidig fortalte, at hun tror, at den reform, som bliver vedtaget, ender med at blive en meget udvandet reform.