Advarer mod håndslag i maskinhandler

Alt for mange maskinhandler afsluttes uden de nødvendige juridiske bindende kontrakter, vurderer jurist. Dansk Maskinhandlerforening og landbrugets organisationer er klar med rådgivning.

Der bruges fortsat håndslag, når der handles landbrugsmaskiner i Danmark. Og det undrer chefjurist Pia Søgaard-Nielsen fra Videncentret for Landbrugs erhvervsjuraafdeling, som advarer mod den gammeldags handelsform.

- Som jeg hører det fra maskinbranchens folk, er der overraskende mange handler, der fortsat foregår med håndslag - enten som eneste aftaleform - eller suppleret af ufuldstændige handelsdokumenter.

- Jeg undrer mig faktisk over, det foregår. Selv når der handles rigtig dyre maskiner, og det er selvsagt ikke juridisk holdbart, lyder det fra chefjuristen, der tilføjer, at tillid både er godt og smukt.

- Men i en krisetid og i en handelssituation, hvor der er mange penge i klemme, er tillid hverken godt eller smukt. Der er det direkte farligt, pointerer hun. 

Et krisefænomen
Hos Dansk Maskinhandlerforening er bagsiden af håndslagshandlerne blevet tydelig under den økonomiske krise. 

- Det er et klart krisefænomen, vi her har fat i, lyder det fra Michael Husfeldt, branchedirektør i Dansk Maskinhandlerforening.

Problemet med håndslagshandler er, at både køber og sælger står helt uden juridisk rygdækning, hvis noget går galt.

- Noget af det, vi oplever i praksis, er, at der videresælges maskiner, som juridisk er tredjemands, fordi tredjemand har pant i maskinen. Og man må ikke sælge andres ejendom. Nogle gange sker det med fuldt overlæg, andre gange sælger en person måske en leaset maskine uden at tænke over, at han ikke selv ejer den. Og er kontrakterne ikke i orden, og ryger man for eksempel ind i konkurssager, havner man i en både dyr og ulykkelig situation, pointerer Michael Husfeldt.  

Få juraen på plads
Og hos chefjuristen på Videncentret er der kun en farbar vej, når der handles maskiner. Juraen skal være på plads.

- Jeg kan kun anbefale, at man ved maskinhandler bruger Dansk Maskinhandlerforenings standardkontrakter, der tager højde for de juridiske aspekter, der er ved indgåelse af maskinhandler, fastslår chefjurist Pia Søgaard-Nielsen.

Dansk Maskinhandlerforening, Landbrug & Fødevarer og Finans Nord har sammen udgivet en brochure, hvori aspekterne for en sikker handel med landbrugsmaskiner skitseres.

- Det her handler i høj grad om rådgivning. Og den rådgivning er vi klar til at give, fastslår Michael Husfeldt.

 

Læs også