Græsrødderne har presset L&F til skarpere profil

Bæredygtigt Landbrugs succes har tvunget Landbrug & Fødevarer til at skærpe tonen, mener Kjartan Poulsen, formand for Danske Mælkeproducenter.

- Når Niels Jørgen Pedersen i sin beretning klart og tydeligt slår fast, at Landbrug & Fødevarer vil have Grøn Vækst helt af bordet, så skyldes det er pres fra græsrødderne og Bæredygtigt Landbrugs succes.

- Det er helt tydeligt, at de har tvunget Niels Jørgen Pedersen til at skærpe profilen. Og det glæder mig, for det er også noget vi i vores organisation har efterlyst.

- Så et cadeau til baglandet, siger Kjartan Poulsen, formand for Danske Mælkeproducenter, til Effektivt Landbrug i kølvandet på onsdagens delegeretmøde i Herning.

Fra ord til handling
Ifølge Kjartan Poulsen viser en klar afvisning af Grøn Vækst fra Landbrug & Fødevarer samtidig, at Bæredygtigt Landbrug har en berettigelse i landbruget.

- Der var ved at ske en kraftig splittelse i landbruget, fordi der var landmænd, som følte, at profilen var for slap. Men når L&F-formanden her på delegeretmødet melder så klart ud, som han gør fra talerstolen, sender det os alle et stærkt tiltrængt signal.

- Det er dog samtidig klart, at det nu må være et krav, at ordene - for det er jo kun ord - følges op af handling. Det er derfor min forventning, at det, formanden sagde i sin beretning, følges op af handling. Sådan må det være, understreger Kjartan Poulsen.

Danske Mælkeproducenters formand var positivt overrasket over de meldinger, fødevareminister kom med fra talerstolen i Herning.

- Det er stærkt, at hun siger: - Jeg vil landbruget, jeg vil regelforenkling, og der skal være plads til landbrug i Danmark. Det er en godkendelse af landbruget. Og mange landmænd har jo netop efterspurgt en sådan godkendelse af erhvervet i de senere år.

- Og jeg må da sige, at det helt klart påvirker mig som landmand, når ministeren er så klar i sine meldinger. Så jeg synes faktisk, det har været en god dag for dansk landbrug i dag, siger Kjartan Poulsen.

Læs også