L&F følger halmsituationen

Når al halmen er i hus, vil organisationen tage action på den ene eller anden måde, oplyser Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

I avisen i lørdags blev der efterlyst handling fra Landbrug & Fødevarer i den aktuelle situation, hvor der mangler halm til husdyrproducenterne.

Hertil oplyste Henrik Frandsen, viceformand i primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, i går, at Landbrug & Fødevarer er i fuldt sving med at forsøge at få et overblik over situationen.

- Først skal vi konstatere problemets omfang, inden vi eventuelt kan gå til Dong og halmkraftvarmeværkerne, pointerer han.

Henrik Frandsen fortæller, at problemet blev drøftet den 7. september, hvor han var til møde i netværket for bioenergi, hvor Danske Halmleverandører deltager, og hvor Poul Fritzner den dag sad med som repræsentant for halmleverandørerne. Desuden blev problemet drøftet ved formandsmødet i Landbrug & Fødevarer tirsdag i sidste uge.

Overblik over situationen
- Enten mødes vi, eller også holder vi telefonmøde hver tirsdag morgen, og det gjorde vi tirsdag morgen i sidste uge, hvor problemet blev drøftet, fortæller Henrik Frandsen og oplyser, at formændene ser det som den foreløbig vigtigste opgave at få overblik over situationen, der vil være forudsætningen for at kunne handle på det.

- Som bekendt, så køres der stadig halm ind, og al halmen skal naturligvis være bjærget, inden vi kan sige noget konkret om, hvor meget halm, der egentlig er til rådighed, og hvor meget der mangler, og inden da kan vi ikke rigtigt foretage os noget konkret.

- Jeg er da overbevist om, at der mangler halm. Jeg mangler selv halm, men vi skal have helt styr på problemets omfang, inden vi går videre og eksempelvis beder Dong komme os i møde. Ellers kan vi jo ikke blive taget seriøst, pointerer han.

Dilemma
Henrik Frandsen forklarer, at der er nogle force majeure-regler i kontrakterne med Dong, men hvis det er nødvendigt, at de eventuelt tages i brug, så skal problemets omfang kendes.

- Det er et dilemma, for hvis vi gerne vil være leverandører af bioenergi, så skal vi behandle kraftvarmeværkerne ordentligt, men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at husdyrene skal have det halm af en god kvalitet, som de har behov for, siger han.

Henrik Frandsen erklærer sig i princippet enig med Hans Stougaard og Mogens Dalls forslag om, at man måske kan bytte god halm for dårlig halm, som i stedet kan fyres op i kraftvarmeværkerne, men han gør opmærksom på, at det måske alligevel ikke er så enkelt, som det lyder:

- I halmleverandørernes kontrakter står der noget om, hvilke mængder af hvilken kvalitet, man skal levere.

- Derfor skal argumenterne også være i orden, hvis der skal ændres på de aftalevilkår, påpeger han.

Læs også