Vil have dispensation for etablering af efterafgrøder

Det våde vejr - og den dermed sene høst - gør det igen i år svært at nå fristen for etablering af efterafgrøder, som er 20. august.

Historien fra sidste år ser ud til at gentage sig.

På grund af meget regn i store dele af landet vil mange få mere end svært ved at blive færdige med høsten og nå at etablere efterafgrøder, så de kan tælles med inden fristen udløber den 20. august.

Plantedirektoratet må derfor på banen nu med en melding om, hvorvidt landmænd kan få dispensation, mener Lars Hvidtfeldt, formand for tolvmandssektionen i Landbrug & Fødevarer.

Fra sin egen gård på Falster ser han allerede nu store problemer med at få nået at klaret høsten inden 20. august.

- Jeg sidder at kigger ud af vinduet her. Lige her hvor vi bor, har vi fået 103 millimeter ind til videre i august og vi fik 169 millimeter i juli. Lidt længere nede på øen, der har de fået over 450 millimeter nu i de to måneder. 20. august rykker rigtig tæt på, og der er altså ingen udsigt til, at vi kommer ud at høste i den næste uges tid. Det skulle være meget mærkeligt, hvis vi skulle nå det, siger Lars Hvidtfeldt, med henvisning til næste uges vejrudsigt, der også lyder på en hel del regn.

Vådt vejr
På nær i det nordjyske er der over store dele af landet lignende problemer med at få nået at klare høsten, så man kan få etableret efterafgrøderne inden for tidsfristen, og flere steder bliver der også her lovet regn i næste uge.

- Det man nu kan håbe, det er, at Plantedirektoratet også sidder at læser vejrudsigterne, og så på eget initiativ laver en dispensation fra den regel, der hedder 20. august, lyder det fra Lars Hvidtfeldt.

Hos Plantedirektoratet fortæller souschef i miljø, Anders Christiansen, at der lige nu ikke er planer om at komme med en generel dispensation for en overskridelse af fristen for efterafgrøder efter 20. august.

Læs også