Hos Vådfodereksperten har man specialiseret sig indenfor fermentering af flere afgrøder. Senest med fermenteret raps, der med succes har erstattet dyrt fiskemel i smågrisebesætninger. En af dem er svinebesætningen hos Dennis Rosenberg, Haderslev, der kan konstatere bedre sundhed hos smågrisene og besparelser på bundlinjen.
Når man har en svinebedrift med 550 søer/15.000 smågrise er foderudgiften en stor post i regnskabet. Bedriften er Dennis Rosenbergs, og som kunde hos virksomheden Vådfodereksperten i Bække, blev han sammen med en række andre svineproducenter introduceret til fermenteret raps som svinefoder.
Indtil for cirka tre måneder siden var det fiskemel der blev blandet i smågrisefoderet for at gøre det velsmagende. Men samtidig en dyr løsning, da prisen på fiskemel er steget markant.
- Fiskemel smager godt. Det gør fermenteret rapsskrå ikke, forklarer Jens Legarth, Vådfodereksperten.
Og sammen med 24 andre svineproducenter har Dennis Rosenberg prøvet den fermenterede raps af i smågrisebesætningen - men han indrømmer at han var skeptisk:
- Jeg må indrømme at jeg også tog et ton fiskemel hjem, griner Dennis Rosenberg, der til gengæld må indrømme at tvivlen var ubegrundet.
For han har kunnet konstatere, at grisene trives mindst ligeså godt som før:
- Jeg vil ikke sige at de er vokset mere, men sundheden er forbedret.
Og så er der lige det med økonomien. For mens udgiften til fiskemel før var 1000 kroner pr. 100 kg, er prisen for den fermenterede raps 350 kroner pr. 100 kg. Før indgik fiskemel i første blanding med 5 procent. Nu er det erstattet af 12 procent rapsskrå, samtidig med at korn er skåret væk.
Og Dennis Rosenberg er ikke i tvivl - rapsen er kommet for at blive i hans smågrisefoder.
- Så længe det ikke går ud over trivsel vil jeg jo gerne spare penge.
Og det er ikke det eneste sted der er ændret. Indtil for to år siden foregik fodringen med færdigblandinger.
- For halvandet startede vi med hjemmeblanding med et nyt anlæg og en ny silo, forklarer Dennis Rosenberg, der ser anlægget som en fremtidssikring af bedriften, hvorfra der drives i alt 500 hektar