Per Ørum: Har forhindret grotesk scenarie

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen mener, at ved at landbruget får adgang til risikovillig kapital, så er et scenarie, hvor landbrugets erhvervsstøtteordninger betaler andre branchers lettelser, undgået.

Kristendemokraterne har talt landbrugets sag i 40 år og står det til partiets eneste medlem af folketinget, den frafaldende konservative, Per Ørum Jørgensen, så vil partiet også gøre det de næste 40 år.

I det politiske spil om grænsekontrol i Danmark var han i fredags med til - sammen med regeringen og Dansk Folkeparti - at lave en aftale, der blandt andet sikrer landbruget adgang til risikovillig kapital.

- Hvor Liberal Alliance og regeringspartierne er meget optaget af selskabsskattelettelser, så er det altså bare ikke det, som løser alle vores udfordringer. Derfor var det vigtigt for mig, at der bliver adgang for landbruget til risikovillig kapital, siger Per Ørum Jørgensen, om et af de punkter i aftalen, som Kristendemokraterne med sit ja til grænsekontrollen, har været med til at sikre.

Oplagt mulighed
Landbruget får adgang til den fond på 10 milliarder kroner i risikovillig kapital, som det blev aftalt at oprette i forbindelse med finansloven.

- Den oplagte mulighed var jo selvfølgelig at kigge på den fond, der var der i forvejen, og så sikre adgang dertil. Samtidig skal man også være opmærksom på, at de midler, som der skal findes til selskabsskattelettelserne de kommende år, jo skulle tages fra erhvervsstøtteordninger.

- Der kunne man komme i den helt groteske situation, at for at finansiere selskabsskattelettelser til Mærsk og andre, så var det landbruget, som skulle betale det med deres erhvervsstøtteordninger. Der fik vi sat en fod ned ved at sikre, at landbruget er repræsenteret i forhold til det udvalg, der skal vurdere dette, siger Per Ørum Jørgensen.

Retfærdigheden sker fyldest
Han fremhæver også, at Kristendemokraterne, der ved en måling fra Rambøll i weekenden fortsat lå under spærregrænsen og står til at få 1 procent af stemmerne ved næste folketingsvalg, har fået aftaler, der sikrer bedre forhold unge landmænd til at låne penge, og at regeringen har lovet at revurdere reglerne vandløbsvedligeholdelse.

- Retfærdigheden sker fyldest i forhold til vandløbene, hvor der er begået åbenlyse fejl i Miljøministeriet i forhold til tolkningen af EU-direktivet. De må nu rette op og indrømme, at de har lavet nogle fejl, siger Per Ørum Jørgensen med henvisning til de vandløb, der er klassificeret som naturlige, selvom de enten er kunstige eller stærkt modificerede.

- Jeg er alt i alt meget tilfreds. Jeg tror det psykologisk vil få en positiv effekt, at der nu blæser positive vinde over for landbruget fra det politiske system. Det er der brug for. I praksis vil det her også give rigtig mange arbejdspladser, lyder det fra Per Ørum Jørgensen.

Læs også