Dansk/rumænsk brobygning indenfor landbruget

Danmark har ekspertisen og behovet for at uddanne og beskæftige unge i landbruget. Rumænien har de unge, der søger både uddannelse og beskæftigelse indenfor landbrug. Hos LandboSyd´s HR-afdeling har man specialiseret sig indenfor området og kunne forleden vise det hele for den rumænske ambassadør i Danmark.

Der kan være langt mellem forventninger og faktiske forhold fra begge sider, når en dansk landmand vælger at ansætte og ofte uddanne udenlandsk arbejdskraft fra Østeuropa på sin bedrift.

Men forberedelse, dialog og planlægning kan forebygge problemer og i stedet være med til at gøre opholdet til et aktiv for begge parter. Hos LandboSyd i Aabenraa har HR-afdelingen i samarbejde med Bernlow Romanian Consulting specialiseret sig i rekruttering og uddannelse af medhjælpere til dansk landbrug fra Rumænien.

Forleden lagde den rumænske ambassadør i Danmark, Alexandru Victor Micula, vejen forbi LandboSyd i Aabenraa for at få et indblik idet arbejde og ikke mindst – senere møde fire af sine unge landsmænd, der arbejder hos mælkeproducent Christian Lund i Skodborg nær Rødding.

Mange forhold spiller ind
Lønnen er høj i Danmark – men hvad med skatten? Hvor dyrt er det at bo og leve i Danmark? Hvad med sproget og hvad gør man, hvis der opstår en konflikt med arbejdsgiver?

Spørgsmålene kan være mange, når en udenlandsk medhjælper skal arbejde for en dansk landmand.

HR-chef hos LandboSyd, Dennis Calender, gennemgik de mange områder, som afdelingen beskæftiger sig med indenfor rekruttering af medarbejdere – både fra EU og oversøisk, der omhandler alt fra lønforhold, ansættelsesret, uddannelseshåndtering, konflikthåndtering, ledelse & management og rådgivning.

Vigtig forberedelse
Også hos Bernlow Romanian Consulting gør man meget ud af at forberede og informere rumænere, der søger indenfor dansk landbrug om forholdene og hvordan man sikrer det bedst mulige ophold.

Bag rekrutteringsbureauet står det dansk/rumænske par Vittus Bernlow og Danan Elena Chirila, der ud fra kendskab til både lokale rumænske og danske forhold, er godt klædt på til opgaven.

For selv om der i de fleste tilfælde er tale om et succesrigt samarbejde mellem danske landmænd og rumænske medarbejdere, er der også set eksempler på det modsatte.

Og den rumænske ambassadør spurgte da også ind til det emne samt problematikken omkring social dumping, hvor udenlandske medarbejdere er med til at trykke lønnen i det pågældende land – hér Danmark.

- Vi har heldigvis også set eksempler på rumænere, der har været hér i 4 – 5 år og som er blevet driftsledere på en dansk bedrift, forklarede Vittus Bernlow.

Glade for Danmark
Scorus Ovidiu, Mihai Penelea, Michail Florin og Simona Palade er tre af de unge rumænere, der har fundet vej til dansk landbrug.

De arbejder alle sammen med en ukrainsk og en dansk medhjælper hos mælkeproducent Christian Lund i Skodborg nær Rødding.

De har alle været her mellem 4 og 6 måneder, og bor og arbejder på bedriften. Og de er glade for at være i Danmark, selv om de ikke nødvendigvis har gået med en livsdrøm om landbruget.

- Jeg har arbejdet på kontor hjemme i Rumænien og arbejdet med en del andre ting, inden jeg kom til Danmark for at arbejde med landbrug, forklarer Simona, der sammen med sine tre landsmænd er faldet godt til.

De bor alle i Christian Lunds egen tidligere bolig – et ældre moderniseret stuehus som de som beboere har det daglige ansvar for.

Og dagligdagen går med at passe besætningen på 230 køer, mens fritiden går med forskelligt – blandt andet by-/shoppingture til Vejen.

Læs også