Frøsalget har det forløbne år kunnet mærke den skærpede konkurrence på især majsfrø. Det er gået ud over omsætningen. Til gengæld var der plus på bundlinjen, der betyder at én mio. kroner udbetales til andelshaverne. 100 var mødt op til Frøsalgets generalforsamling i Brørup.
Der var ros til både bestyrelse og ikke mindst ledelse i Frøsalget, der i går afholdt sin generalforsamling i Brørup. For selv om nettoomsætningen er faldet fra 22,6 mio. i 2009 til 18,7 mio. kroner i 2010, blev årets resultat et plus på 1,55 mio. kroner.
Og direktør i Frøsalget, Per Korsgård, kunne fremlægge de forudsætninger, der ligger bag resultatet med den faldende omsætning:
- Konkurrencen indenfor ubejdset majs er benhård og vi har valgt ikke at sælge majsfrø med tab – så trækker vi os ud af markedet, sagde Per Korsgård, der især har kunnet konstatere øget konkurrence på majsfrø i den sydlige del af landet.
Mere sædekorn
Han tilføjede, at man til gengæld har et stigende salg af sædekorn, selv om det heller ikke er uden problemer.
For med Aarhusegnens Andel som overtaget af Danish Agro, noterer Per Korsgård sig, at antallet af udbydere er reduceret med en væsentlig spiller på markedet, med de to store tilbageværende – Danish Agro og DLG, hvor Frøsalget i sammenligning er en lille virksomhed, og ikke nødvendigvis vil have interesse fra de større udbydere.
- Det er noget vi er opmærksomme på, sagde Per Korsgård, der direkte adspurgt fra salen omkring muligheden for andre samarbejdspartnere og leverandører, evt. uden for landets grænser, ikke ville udelukke handelspartnere og leverandører i eksempelvis Tyskland og Sverige.
Dårlige rammevilkår
Konkurrenceforhold var også blandt overskrifterne i formand i Frøsalget, Hand Pedersen Schmidt´s årsberetning, hvor han noterede sig, at trods lidt bedre driftsresultater i 2009, stiger udgifterne stadig langt hurtigere end indtægterne i landbruget. Samtidig er rentemarginalen stigende, samtidig med at konkurrencevilkårene for danske landmænd stadig forringes i forhold til deres udenlandske kolleger.
Hans Pedersen Schmidt langede også ud efter gult kort-ordningen, politiske krav om mindre kemi, grøn vækst og miljøgodkendelser, der alt sammen forringer de danske rammevilkår for landbruget.