Hos Arbodania vokser ambitionerne

Træerne gror næsten ind i himlen for juletræsproducent Arbodania. Indenfor de næste fem år forventer den nystartede virksomhed en firdobling af salget af juletræer.

Mulighederne og antallet af eksporterede træer vokser de næste par år for Arbodania. Firmaet blev grundlagt sidste år og har flere erfarne kræfter ved roret. Formålet med Arbodania er at sælge højkvalitets juletræer og pyntegrønt til hele Europa, og samtidig udvide forretningen.

Administrationen ligger i Ringsted, men Landbrug ØST er taget til Lundbygaard gods ved Lundby på Sydsjælland for at høre om den nystartede virksomheds visioner. Arbodania har indgået en eksklusivaftale med netop Lundbygaard Gods, Collet Christmas Trees, om afsætningen af hele deres juletræsproduktion og dermed indgået et strategisk salgssamarbejde med dem. Ved Collet Christmas Trees er der cirka 600 hektar med intensiv juletræsproduktion, og leverancerne herfra udgør et godt afsæt for Arbodania.

Erfarne folk
De personer, der står bag Arbodania, er aktører med arbejde og erfaring indenfor branchen i mange år, fortæller administrerende direktør Michael S. Jørgensen, der selv har arbejdet i branchen i mere end 20 år.

- Vores endelige mål er at øget salget væsentligt og sælge mellem 1-2 millioner juletræer indenfor en kort årrække. Det bliver til attraktive markeder i hele Europa. Vi vil levere dem direkte til havecentre og byggemarkeder. I øjeblikket sælger vi mellem 500.000 - 600.000 træer om året.

- Vi har valgt ikke at have en egenproduktion i Arbodania, men ønsker at indgå samarbejdsaftaler med en række producenter om afsætningen af hele deres juletræsproduktion.

En stærk virksomhed
Morten W. Brændholt, indkøbs- og udviklingschef, indskyder.

- Det, vi vil er, at profilere og markedsføre Arbodania og fortælle til branchen, at vi har en stærk og sund virksomhed. Det gør vi blandt andet ved at tage til en stor fagmesse i Essen i Tyskland. For vores sydlige nabo er hovedmarkedet for os. Men vi har også aftagere i lande som eksempelvis Rusland, Rumænien, Frankrig, Grækenland og Schweiz og flere andre lande.

Juletræer er ikke noget, Arbodania arbejder med i november og december, det foregår hele året. Allerede i disse uger er de i gang med salget til dette års leverance af juletræer, der skal skabe glæde og stemning i mange hjem i Europa.

Ingen krise for juletræer
Arbodania er specialiseret i nordmannsgran juletræer, men sælger også rødgran, nobilis og blågran. Fælles for dem alle er en omhyggelig udvælgelse og en streng kvalitetskontrol. Det er nødvendigt, for alle vil have et godt juletræ.

Markedet for juletræer følger ikke de almindelige konjunkturer.

- Folk bliver hjemme i julen, når der er krise, men skal selvfølgelig have et juletræ. Man kan spare på rejsen, men man sparer ikke juletræet væk, det er netop symbolet på julen. I den forbindelse oplever vi en stigende efterspørgsel, og det gælder især nordmannsgran. Nordmannsgranen holder længere andre sorter og træet stikker og drysser ikke, forklarer administrerende direktør Michael S. Jørgensen.

Der er ikke mange, der ved det, men Danmark er den største eksportører af juletræer i Europa. Årligt eksporteres der 10 millioner træer, og ifølge administrerende direktør, Michael Jørgensen er der udsigt til et stigende salg. En af grundene til det er vores kystklima, der skaber ideelle vækstbetingelser for blandt andet Arbodanias juletræer. Der er inden for den sidste årrække plantet mange træer i Danmark, men det skræmmer ikke Michael S. Jørgensen.

Udfordringen
Men der er udviklinger, der kan påvirker produktionen af træer.

- Tyskland aftager, som nævnt, det meste, men der går en stigende andel til andre lande. Det, som er en trussel for os, er det øgede udbud. Det er vi følsomme overfor, fordi markedet reagerer hurtigt, hvis juletræer er let tilgængelige. Markedsprisen falder dermed hurtigt, og det er vi meget påvirkelige overfor, men det er alle grossister. Man kan dog altid sælge et godt juletræ, og det satser vi på, forklarer Morten W. Brændholt, indkøbs- og udviklingschef.

Læs også