Første energipil klar til testfyring

HØSTDEMO: Herningværket gør sig klar til testfyring af 70 hektar energipil i denne uge. Forleden blev der vist høst af en del af pilen i Foersum ved Tarm i Vestjylland.

I denne uge bliver den første energipil testfyret på Herningværket. I alt 70 hektar energipil vil til den tid være høstet og klar til værket. Fredag var der mulighed for at se hvordan pilehøsten foregik hos Jette og Søren Førrisdahl i Foersom ved Tarm, hvor HedeDanmark, Vestjysk Landboforening og Lydum Maskinstation havde inviteret til høstdemonstration.

Energipilen i Foersum var dog ikke optimal for høst:

- Vi vil gerne have stokke med en diameter på 2 – 4 centimeter og 7 – 8 meter høje i en bevoksning uden store huller, forklarede Lisbeth Sevel, HedeDanmark, der udelukkende arbejder med energipil i selskabet.

Energipilen i Foersom er blot et lille udsnit af den energipil, HedeDanmark følger flere steder rundt i landet, hvor der dyrkes på meget forskelligartede arealer og jordstykker. Og hvor man har set på parametre omkring ensartethed i bevoksningen, gødning og råmeter.

Skovflis viser vejen
Flere af de fremmødte til demonstrationen spurgte til prisen for energipil, og her er man hos HedeDanmark i gang med at regne på økonomien i energipil – ikke mindst i forholdt til skovflis.

- Prisen per gigajoule på skovflis bestemmer prisen på energipil, forklarede Lisbeth Sevel.

Hos HedeDanmark er man på bagrund af de erfaringer der er gjort overbeviste om, at det er en god ide at dyrke energipil, men der mangler fortsat viden om optimering af udbytter og brugen af pilleflis som brændsel. Håbet er, at testfyringen på Herningværket vil give viden og erfaring.

Læs også