KONFERENCE: Bedre rammevilkår, lettere miljøgodkendelse og måske endda en økonomisk hjælpepakke til landbruget. Folketingsmedlemmerne stod nærmest i kø for at hjælpe landbruget i forbindelse en landbrugskonference i Aabenraa arrangeret af LandboSyd og Aabenraa og Sønderborg kommuner.
De fremstrakte hænder og politiske hensigtserklæringer var der masser af, da LandboSyd sammen med Sønderborg og Aabenraa kommuner havde inviteret til landbrugskonference og workshop på EUC Syd i Aabenraa.
Blandt de knap 90 deltagere i konferencen, der alle repræsenterede landbruget, fødevareindustrien, erhvervsliv og finans, var også en række lokale folketingsmedlemmer, der sammen med borgmestrene fra de to kommuner Sønderborg og Aabenraa, Aase Nygaard og Tove Larsen repræsenterede det politiske system
De to store spørgsmål handlede dels om landbrugets image, men især landbrugets produktions- og rammebetingelser, og det i forbindelse med sidstnævnte, at debatten mellem politikerne blev intens og ikke lod nogen være i tvivl om at det er valgår.
Vigtig debat om landbruget
Tidligere fødevareminister, Eva Kjer Hansen, (V), understregede, at man i Venstre gerne ser en større debat omkring, hvilke muligheder landbruget skal have fremadrettet, og hun mener samtidig, at interessen for landbrugserhvervet og de mange positive ting det kan bidrage med til det danske samfund, er til stede:
- Bare se landbrugskonferencen her i Aabenraa i dag. Hele den bagerste væg er dækket med journalister der skriver og sender – de interesserer sig for de gode historier i landbruget, konstaterede Eva Kjer Hansen, der samtidig efterlyste bredere politisk enighed og samspil fra blandt andet Socialdemokratiet omkring landbrugspolitikken.
Det samme gjorde partifælderne Ulla Tørnæs og Ellen Trane Nørby, der var to af de øvrige folketingspolitikere, der deltog i konferencen og det politikerpanel, der sluttede konferencen af.
Hos netop socialdemokraterne slog folketingsmedlem Lise von Seelen fast, at man i partiet der har en aktiv og fremadrettet landbrugspolitik, hvor man især satser på bæredygtighed og landbruget som leverandør af grøn energi.
- Men hvorfor er der ingen af jer, der har siddet med landbrugspolitikken i årevis, der har gjort noget ved det, lød spørgsmålet fra Mette Bock, der er region syd-spidskandidat til folketinget for partiet Liberal Alliance.
Hun efterlyste politisk vilje til at skabe bedre rammevilkår for landbruget – blandt andet via lavere selskabsskat og generelt bedre rammevilkår, der ligger tætter op af dem der kendes syd for grænsen.
Samtidig understregede Mette Bock, at landbrugets eget parti Venstre, har stået bag Grøn Vækst, der gør det sværere for landbruget.
Vil sikre økonomien
Ellen Trane Nørby afviste, at man ikke har gjort positivt for landbruget, men understregede samtidig, at der er flere forhold, der spiller ind, når rammebetingelserne for landbruget skal sikres.
- Men jeg glæder mig til at du kommer i Folketinget og kan tage medansvar, Mette, lød det fra Ellen Trane Nørby, der også luftede muligheden for politisk at gå ind og sikre landbruget i form af en hjælpepakke, hvor man sikrer landbruget en stabil økonomi til at udvikle sig fremadrettet.
Et synspunkt, der blev bakket op af partifællen Erling Bonnesen, der mener man må væk fra tidligere den kurs der hidtil har været ført overfor landbruget med stramning på stramning.
En ting kunne alle folketingspolitikerne imidlertid enes om – konferencens skarpe kritik af miljøgodkendelser i landbruget er noget, der vil blive taget med til Christiansborg.
Til stor glæde for Aabenraa´s borgmester Tove Larsen, der især efterlyste handling hér efter års problemer:
- Christiansborg har hidtil været en modspiller for kommunerne omkring miljøgodkendelserne. Vi har vist hvordan vi skulle godkende et autoværksted, men miljøgodkendelser af landbrug har vi ikke kunnet klare, da reglerne har været alt for uklare.