Efterlønsordningen er populær i landbruget

ASE, der er landbrugets største a-kasse, har i øjeblikket over 1.000 medlemmer inden for landbrug, der er på efterløn

Der har været masser af ros fra topfolk i landbruget efter statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale, hvor det kom frem, at regeringen vil arbejde for at afskaffe efterlønnen.

Tal fra de selvstændiges a-kasse, ASE, der er landbrugets største a-kasse, viser dog, at efterlønsordningen er mindst lige så populær i landbruget, som i resten af samfundet. ASE, der har 12.011 medlemmer inden for landbrug, oplyser, at man har 1090 medlemmer inden for landbrug, der i øjeblikket er på efterløn.

- Efterlønsordningen blandt vores medlemmer inden for landbrug er populær. Det er i sær de medarbejdende ægtefæller, der benytter ordningen, siger Jesper Bøge, direktør i ASE.

Slå koldt vand i blodet
Ud af ASE's medlemmer inden for landbrug, der fortsat er aktive på arbejdsmarkedet, cirka 11.000, er det i øvrigt også lang de fleste, der har valgt at betale til efterlønsordningen. I alt betaler 85 procent af dem til ordningen.

Ifølge Jesper Bøge kan de også sagtens rolig blive ved med det. Han fortæller, at telefonerne hos ASE har været rødglødende i denne uge efter statsministerens nytårstale fra medlemmer, der er i tvivl om der er nogen idé i at blive ved med at betale for ordningen, og om de penge som de foreløbigt er indbetalt, er tabt.

- For det første er der her at sige. Slå nu koldt vand i blodet. Det her er en nytårstale, der er afholdt, der foreligger end ikke et lovforslag endnu, siger Jesper Bøge.

Derudover er det også tvivlsomt om regeringen overhovedet kan samle et flertal for ordningen, da Dansk Folkepartis meldinger om en efterlønsreform ind til videre har været særdeles skeptiske.

Jesper Bøge fortæller, at skulle det dog ske, at efterlønsordningen bliver stoppet, og man har betalt til ordningen i alle årene siden 1999, hvor den sidste efterlønsreform blev gennemført, så vil man få udbetalt 60.000 kr. før skat.

Som lovgivningen er i dag, så vil de 60.000 kr. blive indsat på ens pensionsordning, og man kan ikke få dem udbetalt i kontanter.

- Så med mindre lovgivningen her bliver lavet om, så er det også det, som er gældende ret her. Så derfor siger jeg det engang til. Slå nu koldt vand i blodet og se, hvad der sker. Pengene er ikke tabt, siger Jesper Bøge.

Gode forsvinder
Ifølge socialkonsulent Mogens Qvist fra Sønderjysk Landboforening er efterlønsordningen da også brugt flittigt inden for landbruget, hvor der traditionelt er masser af hårdt arbejde, som slider på kroppen.

- Det er da et gode for landmænd, at de har muligheden for at gå på efterløn. At de lige som alle andre har muligheden for at stå af lidt før folkepensionsalderen, og trappe lidt ned. Vi har da en del landmænd, der bruger det, siger Mogens Qvist.

Han fortæller, at ordningen også bliver brugt i forbindelse med generationsskifter.

- Her kan man jo bruge ordningen til at sørge for, at der også kommer nogle penge ind til den ældre generation, siger Mogens Qvist.

Læs også