Muligheder i reduceret jordbearbejdning

PLØJEFRIT: 15 procent af jorden på Djursland dyrkes pløjefrit. Nu begynder man også at se på No Till eller direkte såning.

- Hvis ikke faglighed holdes i højsædet, kan alting gå galt, siger Kristian Søberg, der planteavler ved Harlev vest for Århus.

Her driver han 150 hektar. Landmanden mener, at det er lodret forkert, at reduceret jordbearbejdning medfører et øget behov for pesticider. Det står ellers i den for nylig offentliggjorte rapport »Planteværnsproblemer i forbindelse med reduceret jordbrug« fra Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet.

Ifølge Kristian Søberg er der tale om to forskellige måder at tænke og drive landbrug på, og han afviser ikke, at der udfordringer ved reduceret jordbearbejdning. Selv dyrker han både med og uden plov og har samme udbytter ved reduceret jordbearbejdning, og han ser heller ikke flere sygdomme.

- I mit pløjede system og i reduceret bearbejdning har jeg nøjagtig samme sprøjteplan, og der er ingen forskelle. Jeg har observeret hvedebladplet, men det er overhovedet ikke noget, jeg sprøjter imod, forklarer han.

Et sundt sædskifte kombineret med reduceret jordbearbejdning giver nogle biologiske fordele, som resulterer i et lavere behandlingsindeks, mener både han og andre planteavlere.

Planteavlskonsulent Annette V. Vestergaard, Djursland Landboforening, fortæller, at på Djursland drives omkring 15 procent af jorden pløjefrit. Det dækker omkring 12.000 hektar. Og her ses ikke et øget forbrug af pesticider.

- Ændrer man sædskiftet og har et ordentligt sædskifte, behøver man ikke bruge mere planteværn. Den rapport holder ikke, understreger hun.

Ingen jordbehandling
Nu sætter landboforeningen på Djursland efter en studietur i Tyskland også fokus på No Till - altså ingen jordbearbejdning. Det sker under et punkt på ugens planteavlsmøder.

Annette Vestergaard kender ingen, der praktiserer No Till fuldt ud i Danmark - endnu. Men flere har i den sidste pressede så-sæson af tidsnød forsøgt sig på nogle marker.

- Forudsætningen er, at jorden er i god kondition og har en god jordstruktur med masser af regnorme og organisk materiale, fortæller Annette Vestergaard.

Derfor vil forudsætningen for de fleste være at man har drevet jorden pløjefrit nogle år, før man kan få glæde af No Till.

- Men det er en helt anden filosofi, der benyttes. Den er meget spændende, fortæller Annette Vestergaard.

Hun vil fortælle mere mandag og torsdag i Følle og Grenå.

Læs også