Løsgående søer er detaljens kunst               

Erfaringen viser, at det i alle systemer til løsgående søer kan lade sig gøre at producere effektivt, og at det i alle systemerne kan gå galt. Derfor kan man lidt groft sagt sige, at alle systemer kan bruges. Men det handler om at finde den rigtige mand.

Det påpeger agronom og chefkonsulent Kristian Nielsen, LandboLimfjord.

- Succesen med løsgående søer drejer sig i høj grad om management, og man bør derfor starte med at se på sin egen person og spørge: Vil, og kan jeg arbejde med det her system, og kan jeg gentagne gange finde nogle, der vil arbejde med det her og som kan styre det?, siger Kristian Nielsen.

Alt skal klappe
Løsgående drægtige søer er ifølge chefkonsulenten detaljens kunst, forstået på den måde, at det let kan få store og tabsgivende konsekvenser, hvis en enkelt lille ting ikke er i orden.

Det kan eksempelvis være manglende klovpleje. Det vil sige søer med for lange eller uens klove og deraf følgende forkert benstilling eller især lange bi-klove.

- Så længe søerne står fikseret i bokse vil man ikke se problemer, men så snart søerne skal bevæge sig frit på spalter eller betongulve og eventuelt afklare rangkampe kommer problemet til udtryk i form af haltende søer og klovbylder, siger han.

Ingen fejl
Hvis man beskriver de besætninger med løsgående søer, der over længere perioder producerer over 30 grise pr årsso, er der ifølge konsulenten to ting, der kendetegner dem: Der bliver ikke begået fejl og alle søer i besætningen »arbejder« optimalt.

- Det første betyder, at man arbejder systematisk og målrettet i dagligdagen. Det vil sige, at man for eksempel ikke »glemmer« at vaccinere nogle af søerne, at man altid gennemfører drægtighedskontrol, at man sikrer sig at søerne bliver flyttet til farestalden i tide, og at man planlægger sig ud af opgaverne i stedet for at løbe bagefter problemerne, pointerer han.

- Det andet betyder, at der ikke må være en del af søerne, som laver dårlige resultater, men at alle søer yder godt.  Nu er vi så ved det essentielle i det med at passe drægtige søer og vælge staldsystem til dem. Det stiller krav om, at man kan holde alle søer i optimalt huld, og at de ikke udsættes før tiden på grund af skader eller manglende holdbarhed, fortsætter konsulenten.

Huldstyring er vigtig
Kun søer i middel til godt huld kan fravænne over 85 grise á 7,5 kilo på 3 år. Søer, der er for magre kan ifølge Kristian Nielsen ikke opretholde deres reproduktion og er mere udsat for skader eksempelvis på skuldre. Der skal populært sagt noget krop til, for at kunne etablere, føde og passe store kuld og for at kunne klare sig i løsdrift. Søer i løsdrift skal generelt være i lidt bedre huld end det, der normalt betegnes som økonomisk optimalt for søer i bokse.

- Det er derfor afgørende for produktionsøkonomien, at man har mulighed for at styre søernes huld. Systemer med mulighed for individuel fodertildeling står stærkt, men der er ofte problemer med adgangen til foder. I stalde med elektronisk sofodring er der den grundlæggende udfordring, at der skal bruges tid på at sikre at den enkelte so trives og er i korrekt huld, siger han.

En boks pr. so
Ved fodring med én ædeboks pr so, har man løst problemet med opsyn og pasning, da alle søer kan æde på én gang.

- Her er det største problem, at få betalt stalden, da arealet pr. so er op til 30 procent større end for de øvrige systemer. Kan man på den anden side udnytte en sparet times arbejde et andet sted i produktionen, svarer en times arbejde pr. dag til cirka 45.000 kroner pr. år. For dette beløb kan man forrente og afskrive omkring 400.000 kroner, forklarer han.

I systemer med gulvfodring, krybbefodring og Bio-fix er det nødvendigt at kunne opdele søerne efter foderbehov. Grupperne fungerer desuden bedre, når man sorterer søerne i henholdsvis store/gamle søer og små/yngre søer. Gyltene bør ligeledes gå for sig selv.

Undgå tab af søer
- Som gennemsnit er det korrekt at der er flere skader på søer i løsdrift og flere døde og udsatte søer sammenlignet med søer i bokse. Men langt størstedelen af tilfældene kan forklares med enten indkøring, skader på ben eller udsatte søer som følge af manglende drægtighed og overblik.

- Samtidigt er det også vist, at der er en stor spredning mellem besætninger på antallet af udsatte søer, der er således mange besætninger med løsdrift, der ikke har større udskiftning end normalt, fremhæver han.

Ved skift af opstaldningstype fra bokse til løsdrift i en bestående besætning skal man ifølge Kristian Nielsen regne med at fordoble udskiftningsprocenten det første år. Dette skyldes, at mange ældre søer i bokse hverken har klove eller muskulatur til at blive smidt ud på nystøbt beton, nye spalter, hvor de samtidigt skal kæmpe om foder og rang.

- Stalde med »hårdt miljø« det vil sige udstrakt brug af spaltegulve samt fodersystemer, hvor søerne skal slås om foderet eller ofte er i konkurrence om adgang til goder giver erfaringsvist flere udsatte søer. Løsgående søer kræver plads og der skal indbygges fleksibilitet i staldsystemet, så der er mulighed for at gribe ind og justere, hvis noget ikke går som forventet, påpeger han.

Nye rutiner
Ifølge chefkonsulenten er det ikke kun et spørgsmål om indkøring af besætningen, men i lige så høj grad et spørgsmål om ændrede arbejdsrutiner. Det vil sige indkøring af staldpersonalet.

- Det er ikke nogen skam, hvis man kommer til at lave fejl, når man prøver noget nyt. Det er kun en skam, hvis man ikke lærer af sine fejl og forbedrer sig, fastslår han.

--