GLS-A i frontaltangreb på 3F

Landbrugets største arbejdsgiverorganisation GLS-A skyder med skarpt mod 3F, som de mener, begrænser antallet af elever i landbruget. 3F afviser.

I en årrække har det været svært at få tilstrækkeligt med unge danskere til at søge landbrugets uddannelser og det har medført at lærepladser enten ikke er blevet besat eller at de har måttet besættes af unge fra udlandet.

Nu er situationen imidlertid ved at vende, mener GLS-A.

De mener nemlig, at landbruget kan få fat i de cirka 8.000 unge danskere, der ikke kan skaffe praktikplads indenfor det fag de helst ønsker. Mange af disse kunne have interesse i en landbrugsfaglig uddannelse frem for at gå ledige i venten på enten en læreplads eller på skolepraktik forklarer formand i GLS-A, Gerner Wolff-Sneedorff således i en kommentar, som han har sendt til Effektivt Landbrug.

- Disse unge vil være mere end hjertelig velkomne i dansk landbrug. Vi har brug for unge, der vil lære og er villige til at yde en indsats. Der er blot et enkelt, men stort, »men«, førend de kan komme i lære i landbrugsfamilien, lyder det.

Vil kun godkende én elev pr. sted
Dette helt store »men« er 3F. Førend man kan ansætte en elev skal arbejdsgiveren være godkendt af det faglige uddannelsesudvalg. Ikke alene som lærested, men antallet af elever bliver også fastsat.

Og det her i dette udvalg som 3F, ifølge GLS-A-formanden, obstruerer, så det ikke bliver muligt at få fat i nogle af de 8.000 unge danskere, som ikke kan få praktikplads, og så måske havde interesse i at søge over i landbruget.

- I GLS-A oplever vi i disse år, at 3F som part i det faglige uddannelsesudvalg, godt vil være med til at godkende lærestederne, men som generel regel altid kun til én elev, mener Gerner Wolff-Sneedorff.

Han mener, at mange arbejdsgivere i landbruget gerne vil have flere elever og vil være gode til at tage vare på disse.

- De unge vil også helst være på en arbejdsplads med andre unge, det sociale betyder meget. Det kan bare ikke lade sig gøre når 3F har en fast holdning til at begrænse elevantallet til én pr. lærested og sjældent går på kompromis med det, lyder det fra Gerner Wolff-Sneedorff.

Dyb forundring fra 3F
Udmeldingen fra GLS-A bliver dog mødt med stor forundring fra 3F. De afviser alt om, at de som generel regel kun er villige til at godkende én elev pr. lærested. Angrebet synes grebet helt ud af den blå luft, fortæller gruppeformand i 3F's grønne gruppe, Arne Grevesen, der også fortæller, at 3F er villige til at godkende læresteder med mere end én elev.

- Det passer simpelthen ikke. Man har 2.000 tomme elevpladser inden for det her område lige nu, som man ikke gør brug af. Hvordan i alverden kan man så mene, at 3F obstruerer i forhold til at tage elever ind. Det giver ingen mening, lyder det fra Arne Grevesen.

Læs også