Bygger eget ismejeri

IS: Karin Hagting glæder sig til at kunne starte produktionen af bondegårdsis med basis i egen mælkeproduktion.

Hun er godt i gang med penslen, da Landbrug Syd aflægger Karin Hagting et besøg på kvæggården på Tyndkærvej 4 ved Skovlund, men inden længe bliver penslen lagt langt væk og erstattet af noget virkelig sommerligt - is.

- Omkring 1. juni regner jeg med, at vi har vores første is.

Sådan lyder det fra »hollænderen« Karin Hagting, der nu har boet i Danmark med mand og familie i ni år og sammen med svigerforældrene driver et I/S med 250 køer, og fremover skal en lille del af mælken fra køerne videre til eget ismejeri i stedet for med Arlas lastbiler - der skal laves is på hollandsk maner.

- Jeg vil gerne lidt andet end bare det almindelige landbrug og har også tænkt på at finde et job og komme ud og arbejde, men det er lidt svært, når man har børn, så derfor vælger jeg denne løsning, forklarer Karin Hagting.

Hollandsk koncept
Gennem det seneste år er der arbejdet med tanken om eget ismejeri, og faktisk skulle produktionen af is allerede have været i gang. Den hårde vinter betød imidlertid, at det blev nødvendigt at udsætte det første spadestik, men nu er byggeriet ved at være på plads, og snart kan ismaskinerne komme ind.

Et ismejeri er ikke ukendt for hverken Karin Hagting eller hendes familie. Det er et kendt begreb ikke mindst i Holland, og det er også netop det hollandske koncept, Bondegårdsis, der nu kommer til Skovlund ved Ansager.

- Vi køber konceptet, hvor vi så får et område, der er vores. Her vil der så ikke være andre, der kan få et tilsvarende koncept, forklarer Karin Hagting og fortæller, at Holland er dækket ind, og hun er heller ikke den første her i landet.

Egen gårdbutik
Når huset er færdigt, og ismaskinerne er monteret, kommer der en hollænder til gården ved Skovlund, så Karin Hagting - og hendes svigermor - kan lære, hvordan mælken skal tilberedes, så den kan sælges som is...

- Vi vil gerne sælge til både restauranter og private, fortæller Karin Hagting og hentyder dermed til, at det ikke er ispinde, der kommer i produktion. Tværtimod gælder det islagkager af forskellig slags, ligesom der laves »kugler« til isvafler.

Til restauranterne satses der på beholdere med fem liter, mens det bliver muligt for private at købe mindre portioner, når produktionen nu starter og ventes præsenteret ved et åbent hus arrangement midt i juni, og fremover forventer Karin Hagting også at deltage på bl.a. det lokale dyrskue i Varde med en isvogn.

»Skovlund Ismejeri og gårdbutik ApS« er det officielle navn for den nye butik. I starten vil der alene blive solgt is fra stedet, men Karin Hagting forventer på sigt at udvide med andre ting i butikken.

Foreløbig håber Karin Hagting på en rigtig sommer, der byder på masser af isspisning, og de kommende år vil der også være rig lejlighed til at servere hollandsk is til dessert ved konfirmationerne - det satte den naturskabte isvinter i år en stopper for, men snart kan ismaskinerne køre.

Læs også