Lille maskine med stor betydning

Minilæsseren har for alvor vundet indpas i det danske landbrug, hvor den har fundet et utal af anvendelsesmuligheder. Maskinhandler Finn Aagesenhar solgt minilæssere i mere end 20 år.

I 1987 solgte maskinhandler Finn Aagesen, Farsø, sin første minilæsser. Dengang var han ansat som sælger hos en lokal maskinforretning. Mærket var Schäffer.

Mærket er stadig det samme, men nu er han selvstændig og har været det siden 1994. Han har forhandling af de tyske Schäffer-læssere, der har et omfattende program lige fra 1200 kilos minilæssere over kompaktlæssere til en 12 ton teleskoplæsser, der kommer på markedet i 2010.

Den første minilæsser solgte Finn Aagesen til Jens Kristian Larsen i Svingelbjerg, der havde en stor kvægejendom. Han skulle bruge minilæsseren til at læsse foder.

Sidste år byttede Finn Aagesen minilæsseren til en ny til Jens Kristian Larsen, der i dag har en mindre ejendom med fedekreaturer.

Og den godt tyve år gamle minilæsser er solgt igen og kører nu videre et andet sted.

- Der er en kæmpe efterspørgsel på brugte læssere, fortæller Finn Aagesen, der leder med lys og lygte efter flere brugte læsse-maskiner.

Populær maskine
Han kunne se, at Jens Kristian Larsen fandt et væld af anvendelsesmuligheder for sin minilæsser.

- Det kunne ikke passe andet, end at der var et marked for sådan en maskine, fortæller han.

Og det var der.

I slutningen af 1980’erne producerede Schäffer-fabrikken mellem 500 og 600 læssere om året. I 2009 har de produceret mere end 3.000. Den store volumen i produktionen har faktisk betydet, at priserne er faldet.

Den første maskine, som Finn Aagesen solgte, kostede 135.000 kroner. I dag koster en i samme størrelse kun 110.000 kroner.

Udstyrsprogram med vokseværk
I takt med at populariteten steg fandt den lille, uundværlige hjælper flere og flere anvendelsesmuligheder og kravet til redskaber steg og steg.

I dag findes der mellem 40 og 50 forskellige redskaber lige fra hæk-klipper, kost, rotorklipper, ridebane-jævner, murstens-tang samt pælebor og mange, mange flere.

Til minkbranchen findes der også flere forskellige redskaber. Mekaniker Dennis Rask Hansen fra Finn Aagesen Maskiner har netop klargjort en minilæsser med en halm-rive på, den skal rense ud efter minkene på en farm i Ulbjerg ved Viborg.

Derudover findes der fodermaskine og halmudlægger til pelsproduktionen.

- Det er faktisk kun ham bag rattet, der sætter begrænsningerne, siger Finn Aagesen.

Det er ikke kun produktionslandbruget, men også entreprenørbranchen og hobbylandbrugene, der er aftagere af minilæsserne.

Læs også