Nu falder svineprisen

Forholdet mellem svineprisen og hvedeprisen følges ad i fireårs-cyklusser, og svineprisen når bunden til vinter med omkring 8,25, oplyser chefanalytiker.

Mange svineproducenter har formentligt gået og kikket langt efter de bedyrede stigninger i noteringen hen over sommeren, som ifølge den seneste officielle prognose fra Landbrug & Fødevarer skal ende på 10 kroner i 3. og 4. kvartal i år.

Disse stigninger er imidlertid noget, som de danske svineproducenter ifølge chefanalytiker Svend Jørgen Jensen kan kikke langt efter et godt stykket tid endnu.

- Prisen på svinekød og hvede følges ad i fireårs cyklusser, og det betyder, at noteringen vil nå bunden inden for det næste halve års tid, hvor den vil lande på omkring 8,25 kroner, siger Svend Jørgen Jensen, Finanshuset Demetra.

Hvede og svinekød følges ad
At prisen på svinekød og hvede følges ad i fireårs cyklusser er, ifølge Svend Jørgen Jensen, et historisk faktum, som han kan dokumentere. Sammenhængen er illustreret med grafen her på denne side.

Når Svend Jørgen Jensen lige nøjagtigt mener, at prisen vil ende på omkring 8,25, så er det begrundet i prisdannelsen på december-terminen på Hannover-børsen, hvor svinekød står til 139 euro.

- Omregnet bliver det til omkring 10,34 danske kroner. Når vi så skal trække de par kroner eller måske 2,50 kroner, så vil vi i hvert fald lande nede på omkring 8,25 kroner inden for de næste seks måneder, siger Svend Jørgen Jensen.

- Endelig kan det jo nok være lidt svært at mene, at markedet skal op, når prisen i USA er faldende, og nu er helt ned omkring 5 kroner. Noteringen er på vej ned, fastslår han.

Ser på sammenhængene
Ifølge analytikeren bekræftes faldet i noteringen også af, at landbrugsprodukter altid falder ved konjunkturmæssige nedgange. Det er et historisk faktum, oplyser Svend Jørgen Jensen.

Han siger til avisen, at han ikke kan forstå, at landbrugets egne organisationer ikke nærmere på de forskellige sammenhænge.

- Blandt andet hænger renten sammen med hvedeprisen. Det viser historien også. Det kan dokumenteres. Jeg har data på det 100 år tilbage, siger han.

Han finder det derfor dybt kritisabelt, når banker og rådgivere fastholder, at renten er stigende, og på det grundlag rådgiver landmænd til at låse renten fast. Det er der mange, der har tabt mange penge på, oplyser Svend Jørgen Jensen.

Drop politiske meldinger
Han mener generelt, at landbruget er offer for alt for mange politiske udmeldinger i stedet for realistiske udmeldinger.

- Det er de realistiske udmeldinger landmændene kan bruge til noget, hvorimod de andre meget vel kan være fatale for landmændene, fordi det ikke gør det muligt for dem, at tage de rigtige forholdsregler sammen med deres bank, argumenterer han.

Han henviser blandt andet til landbrugets officielle prognose, der allerede i 2008 viste en notering på den gode side af 10 kroner, og at den i 2. kvartal af 2009 ville nå 12,50.

- Alle ved, at det ikke kom til at holde stik, siger Svend Jørgen Jensen, der heller ikke tror på, at den kommende prognose kommer til at holde stik.

Ifølge den officielle prognose fra Landbrug & Fødevarer vil noteringen lande på 10,00 kroner i 3. og 4. kvartal i år. Endvidere vil noteringen ifølge prognosen lande på 9,75 kroner i 1. kvartal 2010 samt 10,25 i 2. kvartal 2010.

Ifølge Karsten Flemin, markedsanalytiker i Landbrug & Fødevarer, er der ingen aktuelle planer om at korrigere den nuværende prognose.

- Vi kommer med én i kvartalet, og den næste kommer som planlagt midt i september, siger han.

Karsten Flemin oplyser at man hos Landbrug & Fødevarer benytter andre metoder end Svend Jørgen Jensen i udarbejdelsen af prognoserne.

- Han ser på nogle sammenhænge i markedet, som han så fremskriver, mens vi ser på, hvor meget svinekød der er på markedet de kommende 6-9 måneder, siger Karsten Flemin.

Han er enig i, at prisen på hvede kan påvirke svineprisen på længere sigt, men ikke inden for de omtalte 6-9 måneder. Et mindre fald i noteringen omkring årsskiftet er han dog enig i.

- Det er et tilbagevendende fænomen, vi ser sidst i december og først i det nye år, og det er også indregnet i vores prognose, siger han.

Læs også