BØR FALDE IGEN: EU’s landbrugskommissær Mariann Fischer Boel siger, at EU-Kommissionen nu vil holde øje med, om virksomheder profiterer på fødevarerne på bekostning af landmænd og forbrugere.
EU’s landbrugskommissær Mariann Fischer Boel undrer sig over, at fødevarepriserne er så høje set i forhold til de priser, landmændene kan få for deres produkter.
Femdobling på vej til køledisken
- Hver gang jeg vender tilbage til Danmark, er jeg lamslået over prisen på brød hos mit lokale bageri og på de høje fødevarepriser i almindelighed. Situationen opfordrer til kontrol af hele fødevarekæden, skriver Mariann Fischer Boel i sin blog på internettet.
Kommissæren henviser blandt andet til, at mælkeproducenterne lige nu kæmper med lave priser over hele Europa.
- For eksempel får en typisk belgisk landmand 25 eurocent pr. liter mælk, som han leverer til mejeriet. Når den samme liter mælk når et belgisk supermarked, tager prisen let et hop til 1,25 euro - fem gange så meget. Og billedet er det samme i mange andre europæiske lande, selv om forbrugerpriserne for mejeriprodukter er begyndt at falde i nogle medlemsstater, lyder det fra en undrende Mariann Fischer Boel.
Også brød og kød
Kommissæren påpeger, at det ikke kun er mælkeproducenterne, der har en lavere og lavere andel af forbrugerprisindekset. Situationen er den samme for brød og kød.
- Hvem profiterer af det voksende gab mellem landmandens og forbrugerens pris? Og hvor meget?, spørger landbrugskommissæren, som er tilfreds med, at EU-Kommissionen nu vil overvåge priserne på brød, mælk og et kødprodukt.
- Vi vil holde øje med prisudviklingen fra jord til bord i hele Europa, og forhåbentlig vil dette sikre, at ingen bliver fristet til at misbruge deres position på markedet på bekostning af landmænd og forbrugere, fastslår Mariann Fischer Boel, og tilføjer:
- Da prisen på hvede steg sidste år, spurgte jeg mig selv helt offentligt, hvorfor priserne steg til skyhøje niveauer, når andelen af hvede i omkostningerne til fremstilling af brød var forholdsvis lav.
- Dengang fik jeg at vide af erhvervslivet, at andelen af råvarer i virkeligheden var meget højere, og at stigende energipriser også havde en effekt. Nu hvor hvede- og energipriser er faldet dramatisk i det seneste år, tror jeg, at det er legitimt at spørge mig selv igen: Hvorfor følger brødpriserne ikke trop?, lyder det fra Mariann Fischer Boel.