14 år og mor til 16

KØDKVÆG: Det er en hobby, der samler hele familien, når Helle og Karsten Brødbæk har Charolais med til dyrskue.

- Det, der gør det sjovt, er, at vi er fælles om det, siger Carsten Brødbæk, Bloksdal Charolais i Ferslev syd for Aalborg.

Han er fælles om dyrene med konen Helle og de tre børn Kristina, Martin og Anders. Børnene fik hver en kalv i konfirmationsgave og de kommer stadig hjem og hjælper til, når der skal udstilles på dyrskuer.

- Vi kan godt lide at vinde, men dyrene, vi får med hjem, er jo lige gode, som dem vi tog af sted med, selvom vi ikke vinder, siger Karsten Brødbæk, der har taget mange præmier med hjem.

Tvillinger som nummer 15 og 16
Lige nu er der omkring 40 dyr i stalden heriblandt Bloksdal Jennifer med tvillingetyrekalvene Ding og Dong. Jennifer blev avlsdronning for et par år siden.

Allerede dengang havde hun altså fået mere end 10 levendefødte kalve. Hun har fået 10 tyre og 6 kvier. En datter går også med kalv i besætningen. Jennifer har fået tvillinger tre gange, og et år fik hun kalv to gange i både februar og i december. Derfor har hun haft flere kalve, end hun er år.

- Det er de færreste dyr, der bliver så gamle, men hun har mælk til begge kalve, så vi prøver nok igen, siger Karsten Brødbæk.

Jennifers halvbror Bloksdal Isbjørn var insemineringstyr, og en halvsøster har taget mange præmier.

Faderen var blandt de første dyr familien på Bloksdal hjemførte fra udlandet. Det var i 1990, året efter de havde købt deltidslandbruget for at have nogle dyr at være sammen om. Echo, som tyren hed, er far til mange af besætningens dyr.

Et liv med kvæg
Karsten Brødbæk er i år blevet formand for Charolais i Danmark. Han er kvægbrugskonsulent i Agri Nord, så det er et liv fuldt med kvæg. Men det passer ham fint.

- Det tager halvanden til to timer at passe dyrene hver dag, men vi bruger oftest mere tid derude, for vi nyder samværet også med børnene, når vi går derude, fortæller han.

Det er ingen guldgrube at have kødkvæg, og udsigterne til bortfald af handyrpræmien i 2012 og flere importmuligheder gennem WTO-forhandlingerne gør det bestemt ikke bedre, mener kvægmanden. Men en lav investeringsgrad og synet på kvæget som en hobby gør, at økonomien hænger sammen, mener han. Kødet sælger han selv privat og får det slagtet på Hadsund Kreaturslagteri.

De fleste dyr sælges til levebrug. Familien Brødbæk arbejder meget med avl også igennem skylning og indsætning af embryoner.

Besætningen har en nettotilvækst på 950 gram. Køerne fodres med kartoffelpulp fra AKV Langholt, ensilage af eget græs samt kraftfoder. Der hører 25 hektar til ejendommen, der dels dyrkes med byg og hvede, engen afgræsses, ligesom der laves wrapballer.

Om efteråret går dyrene på rajgræs efter kornet. Det er rolige, kødfulde dyr.

- Vi avler efter rolighed og kødfylde, siger Karsten Brødbæk og tilføjer, at for at få rolige dyr er det nu også en fordel at bruge tid sammen med dem.

Læs også