Den 14. juni 1793 flyttede geheimeråd Johan Bülow ind på Sanderumgaard efter i tyve år at have tjent som kammerherre og marskal for kronprinsen, den senere kong Frederik den VI. Han var da 42 år og begyndte sammen med sin hustru et nyt liv på Sanderumgaard i Davinde ved Odense. De næste 20 år brugte han på at bringe det forfaldne gods på fode.

Sammen med godsets bønder drev Johan Bülow landbruget på Sanderumgaard. Af hans dagbøger kan man få et indtryk af hans interesse for landbruget. Efter 20 år som godsejer skriver han bl.a., »at jeg har gjort Alt hvad der stod i min Magt for at gjøre Godsets Bønder lykkelige. Hele Godset har jeg på min Bekostning udskiftet, Gaarde, Huse har jeg udflyttet og opbygget - Skovene har jeg fredet, mange 1000 Træer plantet og opelsket i samme, mange 100 Favne Steengjærder og flere 1000 Favne Jordvolde sat og beplantet, nye Veje anlagt o.s.v.«

Johan Bülow var i marken, når nye kornsorter skulle prøves og nye træer plantes. Han fulgte med i den nyeste landøkonomiske litteratur og kunne tage affære, hvad enten det gjaldt råd om plantesygdomme eller behandling af et sygt kreatur.

Bülow var oplysningstidens mand. Han byggede skoler til bøndernes børn, og han anlagde en festplads, hvor de kunne forsamles. Et vidnesbyrd om hans foretagsomhed kan stadig ses ved bystævnet i Davinde, hvor den gamle lind står, som Bülow lod plante.

Da Bülow døde i 1828, var den romantiske have en realitet. Bülow var barnløs, og godset blev samme år solgt på auktion til kammerjunker Christian Andreas Vind. I 1872 blev den nuværende gård bygget, og hovedbygningen kom til at ligge omtrent, hvor den oprindelige hovedbygning fra 1594 lå.

Fra Sanderumgaard hovedbygning, der i 1828 kom i slægten Vinds eje, kan de nuværende ejere Susanne og Erik Vind se ud i den have, der med flid og fantasi blev anlagt af Johan Bülow for et par århundreder siden.

- Haven er på 15 hektar og har i mange henseender tydelige markeringer fra Johan Bülows tid, siger kammerherre Erik Vind. Da Bülow påbegyndte sit projekt, var der tale om et meget sumpet område, hvor det var svært at få noget som helst til at trives. Men gennem mere end 20 års utrætteligt arbejde, der bl.a. omfattede anlæggelse af flere kilometer kanaler, blev der skik på det, og en af tidens smukkeste romantiske haver var en realitet.

- Der er selvfølgelig gennem tiden blevet foretaget en løbende vedligeholdelse, og der er sket omlægninger og fornyelser. Vind-familien har i 1880 etableret et afsnit med højskov, og vi har i min fars og min tid fra omkring 1950 anlagt en mere nutidig have.

- Bülows romantiske have er noget ganske særligt, siger Erik Vind videre. Den ligger der, men trænger til en storstilet genopretning. Den mulighed foreligger nu. Vi har fra Realdania-fonden fået tilsagn om knap seks millioner kroner til projektet. Det er mange penge, men det er også et omfattende arbejde, der forestår. Det er bestemt heller ikke gratis at få del i disse midler, da vi naturligvis bliver forpligtet til at vedligeholde haven. Det gør vi også gerne. Vi skal binde os for vedligeholdelsen i 15 år, og vi skal naturligvis også åbne haven for offentligheden.

- Det glæder vi os til. Den har i realiteten altid været åben. Der er mange både grupper og enkeltpersoner, der året igennem besøger haven. Vi beder blot om, at man ringer til os og aftaler besøget.

- I efteråret 2006 har vi udarbejdet en helhedsplan, der bl.a. indeholder en historisk analyse. Vi har valgt landskabsarkitekt Charlotte Skibsteds forslag, og der er nu blevet udarbejdet en etapeplan. Vi kan så i det tidlige forår 2007 fremlægge et udbudsmateriale, og vi forventer derefter at kunne gå i gang i maj.

- Det vil tage omkring to års tid, inden vi har den del af genskabelsen gennemført, siger Erik Vind. Det bliver spændende, kan jeg godt love.

TEKST: LEIF HANSGAARD