(EFFEKTIVT LANDBRUG) DOBBELT OP: Årets kartoffelhøst bliver en af de dårligste nogensinde. Til gengæld er priserne fordoblet i forhold til sidste år.
Først den dårlige nyhed: Vejret har været perfekt - for skimmel. En våd august med høj luftfugtighed og tilpas varme døgnet rundt medførte svære skimmelangreb i toppen og på knoldene, og årets kartoffelhøst tegner til at blive den dårligste nogensinde.
- Jeg har aldrig været med til noget lignende, siger formand for Dansk Kartoffelproducentforening Kristian Kristensen, der har været selvstændig i branchen siden 1974.
Kristian Kristensen har 145 hektar med spise-, pulver- og melkartofler, og han vurderer, at tørken og den efterfølgende regn har kostet 25 procent af udbyttet.
På grund af de høje juli-temperaturer stoppede kartoflerne med at gro og fik svære skimmelangreb i toppen. Da regnen så kom i august, blev skimmelsporerne skyllet ned i jorden og angreb knoldene.
Kartoffelproducenternes næstformand, Kaj Jensen, bekræfter, at udbyttet er dalende. Han driver 115 hektar med læggekartofler, og de sidste er blevet taget op i denne uge. 20-30 procent, skyder han på, at udbyttet er faldet.
Hos Flensted, der er Danmarks største leverandør af forarbejdede kartoffelprodukter med en årlig omsætning på over 400 millioner kroner, har råvarechef Ingolf Kjær Sørensen endnu ikke overblik over udbyttet, men han kan godt mærke, hvor det bærer hen ad. Virksomheden må leve med de mængder, der er til rådighed, siger han.
- Det er sjældent, at skimmelangreb slår så hårdt igennem, og det betyder selvfølgelig højere priser, men så bruger vi jo lidt færre kartofler, så det går nok lige op til sidst, mener Ingolf Kjær Sørensen.
Så den gode nyhed: Priserne er steget. Nærmest eksploderet. Mens 100 kilo kartofler sidste år gav 70 kroner til avleren, udløser den samme mængde i år 150 kroner. Og det er noget, der luner - specielt hvis man ikke er kontraktavler.
- Man kan vist godt sige, at dårlige år presser prisen op. Så for dem, der får en god og sund afgrøde hjem, er det godt. De får så lidt færre kartofler, men til gengæld får de flere penge, forklarer Bjarne Risvig, koordinator for den Landsdækkende Kartoffelrådgivning på Landscentret.
Han siger dog også, at der ikke er nogen tvivl om, at kontraktavlerne får en hård sæson med lavt udbytte og normale priser.
Store dele af udlandet har været endnu hårdere ramt end Danmark. Folk i branchen mener, at udbyttet i Tyskland nogle steder er 50 procent lavere end normalt.