Landmænd har talent for ledelse
(Effektivt Landbrug) Landmænd har et bedre udgangspunkt end mange andre for at blive gode ledere. En stabil opvækst har givet landmænd nogle klare værdier og sociale dimensioner, som er vigtige egenskaber indenfor ledelse. Det siger Bjarne Ravn Uberg, der skal stå for undervisningen, når Patriotisk Selskab i marts afholder kursus i ledelse.
- Det specielle ved landmænd er, at de har et meget afbalanceret menneskesyn. Landmænd er stabile og ordentlige mennesker. Der er selvfølgelig undtagelser, men overordnet set er de fleste landmænd vokset op i en verden, hvor orden og redelighed vægter højt, og det skaber ordentlige mennesker.
Det siger direktør og chefkonsulent Bjarne Ravn Uberg, som har en kursus- og foredragsvirksomhed ved navn Courage Management. Bjarne Ravn Uberg holder også foredrag og har tidligere undervist landmænd på kurset FarmDirektør.
Det er ikke kun hans personlige opfattelse, der får ham til at sige, at landmænd har talent for ledelse. Personlighedstest viser det samme.
- Når vi via test tegner en psykologisk profil af ledere, scorer landmændene flest point på de menneskelige og sociale egenskaber, fastslår Bjarne Ravn Uberg og tilføjer:
- De fleste gårdejere og ledere i landbruget har nogle meget klare værdier. De ved, hvad der er vigtigt for dem. Og de lægger stor vægt på en ordentlig omgangstone. Desuden er mange af dem tæt på familien hele tiden, fordi arbejde og privatliv hænger sammen. Og det har nok også en betydning, at de hver dag skal se konen og børnene i øjnene, der er jo ikke nogen skarp adskillelse mellem familielivet og rollen som leder.
- Set i forhold til specielt yngre mænd i erhvervslivet, står landmænd langt bedre rustet. En hel del ledere i det private erhvervsliv har rundsave på albuerne, måske fordi de er vokset op i byen, hvor gadens brutalitet har sat sine spor. Og den form for råhed er ikke gavnlig som leder i dag. Faktisk tværtimod.
Som Bjarne Ravn Uberg understreger, er der nemlig ikke nogen tvivl om, at det betaler sig at lede sine medarbejdere anstændigt.
- Hvis en leder ikke behandler sine ansatte ordentligt, så får han enten nogle medarbejdere, som i stedet lægger deres engagement og energi i fritiden, eller også finder de simpelthen et andet arbejde eller starter for sig selv.
Netop i Danmark spiller forholdet til medarbejderne en særlig vigtig rolle. Bjarne Ravn Uberg henviser til en stor kulturundersøgelse (udarbejdet af hollænderen Hoffstede) af arbejdsforhold set i et nationalt perspektiv:
- Danmark er det land, som har den laveste magtdistance. Det vil sige, at danskerne ikke er synderlige autoritetstro, og de stiller gerne spørgsmål til ledelsen. Danskerne generelt lader sig ikke hundse med. Til gengæld bidrager de gerne med ideer og vil gerne sætte fingeraftryk på det, de har med at gøre - danskerne ønsker at gøre en forskel.
Fra den 14. til den 16. marts afholder Patriotisk Selskab for første gang et kursus i ledelse, hvor målgruppen er ejere, driftsledere og andre med ledelsesansvar.
Ud over underviseren Bjarne Ravn Uberg vil også en erfaren driftsleder deltage på kurset for at fortælle om sine ledelseserfaringer og udfordringer.
- Vi afholder et kursus i ledelse, fordi flere af vores medlemmer har efterspurgt et sådan kursus kun for landmænd, oplyser sekretariatschef Marianne Neumann.
- Formålet med at samle folk fra samme branche på et kursus er især, at det giver mulighed for at stable en erfa-gruppe på benene. Derudover vil vi samle den viden, deltagerne får på kurset, både i en lille håndbog og i elektronisk form, så det nemt at bruge, når de er tilbage på bedriften, forklarer Marianne Neumann.