(LANDBRUG SYD) Arla Foods sidder på en meget stor del af »mejerimarkedet« i Danmark, men ejeren af Nørup Mejeri, Jens Beierholm Poulsen, finder det vigtigt, at der også er andre muligheder.
- Det er godt med et alternativ til Arla – det er ikke godt med et monopol. Både forbrugere og de store selskaber har godt af, at der er flere muligheder.
Sådan lyder det fra ejeren af Nørup Mejeri og nyvalgt formand for »Foreningen Danmarks Privatmejerier«, Jens Beierholm Poulsen. Han finder det vigtigt, at kunderne har mulighed for at vælge, når de står ved køledisken i supermarkederne – der behøver ikke nødvendigvis stå Arla på alle produkter.
Rundt i landet er der også eksempler på, at produkter fra de mindre mejerier sælger godt – de har fundet en niche. Nogle kunder vælger også at gå direkte til mejeriet, når det gælder osten til franskbrødet. Da Landbrug Syd aflægger Nørup Mejeri ved Egtved besøg, er der en lind strøm af kunder, der kommer direkte for at købe af mejeriets oste.
I butikken er der flere forskellige oste at vælge imellem:
- Vi laver syv forskellige oste, fortæller Jens Beierholm Poulsen, der omvendt erkender, at mejeriet kunne rationalisere og lave færre forskellige oste, men han vil gerne have flere forskellige ting på hylden – og opfatter i øvrigt ikke den store »spiller« på markedet, Arla, som en konkurrent – det er en kollega.
På Nørup Mejeri er der travlhed for at følge med efterspørgslen. Da Jens Beierholm Poulsen viser rundt i mejeriet, må han konstatere, at lagrene ikke er så fyldte, som de burde være. Selvfølgelig er det bedre at have solgt ostene, men omvendt er det også nødvendigt hele tiden at have et lager, så efterspørgslen kan imødekommes.
- Det kniber at følge med, og vi kan blive nødsaget til at øge produktionen. Det er der også kapacitet til, men så er vi nødsaget til at få mere mælk, noterer Jens Beierholm Poulsen.
Op mod jul er der normalt en ekstra efterspørgsel efter ostene fra Nørup Mejeri, så derfor skal der flere oste på lager – for kvaliteten bliver ikke diskuteret, ostene skal ligge den nødvendige tid.
Nørup Mejeri sælger selv en del af produkterne også til udlandet, men når det gælder eksporten, er det især grossister, der sørger for at få de forskellige produkter solgt. På den måde er det muligt at sælge en mindre mængde – måske et par paller ost – til et land, der ellers ikke ville være aktuel at handle med.
Det vil være alt for dyrt for mejeriet selv at stå for den eksport. Grossisten har mulighed for at samle paller fra flere leverandører i den samme container.
TEKST & FOTO: LEIF CHRISTENSEN