Øko-samarbejde gløder og sprudler
(Landbrug SYD) IDE-RIGE ØKO-RÅDGIVERE: Ideer og initiativer sprudler frem blandt de ti økologirådgivere, der indgår i et nystartet tværfagligt økologisamarbejde mellem Kolding Herreds Landbrugsforening, Jysk Landbrugsrådgivning og Sydvestjysk Landboforening.
IDE-RIGE ØKO-RÅDGIVERE: Ideer og initiativer sprudler frem blandt de ti økologirådgivere, der indgår i et nystartet tværfagligt økologisamarbejde mellem Kolding Herreds Landbrugsforening, Jysk Landbrugsrådgivning og Sydvestjysk Landboforening.
Rådgiverne var fra starten vilde med ideen, da de folkevalgte økologer i foreningerne i foråret tog initiativ til en sammenlægning i én fælles enhed.
Derfor kvitterer rådgiverne med en stribe møder og kurser, som alle økologer tværs over Jylland nu kan få glæde af.
En del møder vil komme til at foregå på Hovborg Kro, fordi den ligger centralt i området. Nogle vil få længere køretid – til gengæld bliver møderne mere udbytterige og sjovere, for nu vil der være nye ansigter både blandt deltagerne og konsulenterne.
Den 31. oktober er der kaldt til møde for alle økologiske mælkeproducenter. Her er der indlæg fra konsulenter fra Jysk Landbrugsrådgivning og Sydvestjysk Landboforening.
Emnerne er grovfoderkvalitet, mineralforsyning og økonomi i grovfoderproduktionen. Herunder præsenteres »Norfor«, der er et nyt nyttigt værktøj i arbejdet med fodermiddelvurdering og foderplanlægning.
På mødet kommer også et indlæg fra dyrlæge Randi Worm, som taler om sundhed i besætningen.
Præsentation
17. november er der igen kaldt til økologisk samling. Denne gang er det et præsentations- og debatmøde.
De 10 økologikonsulenter præsenterer sig, og det samme gør den nyvalgte formand for Dansk Landbrugs Økologiudvalg, der afløser Torben Myrup. Hvem den nye bliver, ved man først den 26. oktober, hvor vedkommende vælges.
Mødet på Hovborg Kro bliver rundet af med et indlæg fra Bent Hindrup, der er forsker ved Forsøgsstation Bygholm.
Efter nytår er der planlagt udvidede kursusforløb for henholdsvis økologiske planteavlere og økologiske mælkeproducenter.
Idéudvikling
Konsulenterne, der fortsat sidder på deres respektive landbrugscentre, har savnet den faglige sparring – enkelte sidder meget alene med økologien på deres fagkontor. Men efter få fælles møder, er der skabt en idéudvikling, som matcher det brede fundament, der nu er skabt under økologirådgivningen.
Blandt andet har konsulenterne i fællesskab udtænkt tre økologiske projekter, som der nu søges økonomisk støtte til ad flere kanaler.
Samarbejdet har desuden åbnet op for, at den enkelte rådgiver i højere grad kan specialisere sig inden for økologien, og at den enkelte landmand frit kan trække på den konsulent, han ønsker.
jba