Markedet venter at inderne vil importere hvede

(Effektivt Landbrug) POTENTIALE: Australien ser nyt hvedemarked i Sydindien. Toldmur skal dog først ryddes af vejen.

Af Jacob Lund-Larsen

Af Jacob Lund-Larsen

Det store indiske marked begynder så småt at røre på sig, når vi taler hvede.

Hidtil har Indien kun undtagelsesvis være hvedeimportør, men asiatiske kornhandlere og australske handelsfolk begynder nu at se et potentielt marked i det sydlige Indien.

Baggrunden er, at det simpelthen er ved at være for dyrt at transportere hvede fra hvederegionerne mod nord og ned i bunden af det enorme land. Og det åbner muligheder for at sende hvedeskibe fra blandt andet Australien til Sydindien.

I den seneste måned er hvedepriserne i Indien steget med cirka syv procent, hvilket i markedet tolkes i retning af, at udbuddet er svindende.

Senest er estimatet for den indiske hvedehøst da også reduceret fra 74 til 70 millioner tons.

I markedet er der derfor nu øget tiltro til, at inderne vil importere hvede, hvilket vil være første gang siden 1999.

En toldmur, som er på 50 procent af importprisen på kornet, har dog hidtil gjort det praktisk umuligt at eksportere til Indien, fordi prisen inkl. told simpelthen vil være for høj.

Fra officiel indisk side understreger man, at man har rigeligt med hvede på lager, og at man derfor ikke ser nogen grund til, at der skal pilledes ved toldsatserne.

Flere markedsfolk understreger dog over for Reuters, at man på det asiatiske marked holder skarpt øje med situationen i Indien, og at man forventer, at toldmuren sænkes, eller rives helt ned snarligt.

Kina fjernede sin importtold på hvede sidste år, og Marokko har netop gjort det samme som følge af tørke i landet.

jll

Læs også