Købte traktor nr. 500 og vandt en rejse
(LANDBRUG SYD) Hans Axel Pedersen i Fovslet ved Vamdrup blev nummer 500, der i 2004 købte traktor hos Lintrup Maskinhandel. Forleden fik han overrakt præmien for det i form af en stor rejsecheck.
Salget af traktorer går strygende hos Lintrup Maskinhandel. Så godt at indehaveren Frederik Møller Jensen allerede i efteråret kunne forudse, at salget inden nytår ville runde 500 traktorer og dermed sætte ny rekord fra året før, hvor salget blev på 474 traktorer.
Og netop for at markere salgsfremgangen, havde Frederik Møller Jensen udloddet en check på en rejse til Paris til den køber, der skrev slutseddel på traktor nummer 500. Og det blev Hans Axel Pedersen i Fovslet ved Vamdrup, der 10. december købte en New Holland 8260, og altså dermed blev kunde nummer 500 i 2004.
De to kender i forvejen hinanden, da det er anden gang, at Hans Axel Pedersen køber traktor hos Lintrup Maskinhandel. Men han var overrasket over, at det netop blev ham der vandt rejsen, som han godt var klar over, var udloddet.
- Jeg har dog ikke endnu bestemt mig for, hvornår jeg skal ud og rejse, sagde Hans Axel Pedersen, der ikke lagde skjul på, at han er glad for gevinsten.
Samtidig udelukker Frederik Møller Jensen ikke, at han vil prøve noget lignende igen, for responsen har været stor:
- Alle der købte traktor i december har spurgt til rejsen og hvor tæt de var på at vinde hvis de købte, men jeg afslørede ingenting. Det skulle jo gå rigtigt for sig, forklarer Frederik Møller Jensen, mens han ved computeren viser listen af de i alt 538 kunder, der i 2004 har købt traktor hos Lintrup Maskinhandel.