Optimisme i frugtavlen
(LANDBRUG FYN) Foreningen Dansk Erhvervsfrugtavl, der i sin tid blev stiftet på Fyn, er netop blevet opløst, men rådgivningsarbejdet fortsætter under Brancheudvalget for Frugt og Grønt, hvis formand ser optimistisk på fremtiden.
På to ekstraordinære generalforsamlinger i Odense i september var der fuld opbakning til at opløse foreningen Dansk Erhvervsfrugtavl, som blev stiftet på Fyn i 1971 ved sammenlægning af de to tidligere foreninger, Danmarks Erhvervsfrugtavlerforening (stiftet på Fyn i 1934) og Dansk Frugtavlerforening (stiftet 1927).
I realiteten er det dog kun navnet, der er ophørt med at eksistere. Selve rådgivningsorganisationen og dens opgaver lever videre i Brancheudvalget for Frugt og Grønt, der på landsplan koordinerer rådgivningen via Frugt og Grønt Rådgivningen.
Før opløsningen har Dansk Erhvervsfrugtavl gennem mere end fem år været samarbejdspartner med Frugt og Grønt Rådgivningen omkring det fagligt-rådgivningsmæssige.
Samtidig har det erhvervspolitiske arbejde været varetaget via Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) og Landbrugsraadet. Hjemtagelse af konsulenttilskud var ikke længere aktuelt nu, da regeringen har fjernet tilskuddet.
Da foreningens tilbageværende aktiviteter således var ophørt, var der ikke længere grund til at opretholde den som en selvstændig enhed. Derfor besluttede bestyrelsen for Dansk Erhvervsfrugtavl at lægge op til en opløsning af foreningen.
- Det er en æra, der er slut, men organisationen og opgaverne lever videre, siger Dansk Erhvervsfrugtavls sidste formand, Peter Petersen, Nordborg, der er formand for Brancheudvalget for Frugt og Grønt.
- Det var nødvendigt at gå sammen med andre for at få samlet hele branchen. Det er vi nået langt med, og vi er meget stærkere nu med den nye struktur, konstaterer Peter Petersen, der oplyser, at Dansk Erhvervsfrugtavl ved opløsningen havde ca. 450 medlemmer.
- Tilbage i tiden var der betydeligt flere, men antallet gik stærkt tilbage i forbindelse med rydningsordningerne i begyndelsen af 1990’erne efter EU-udvidelsen med blandt andre Spanien.
- Nu er vi spændt på, om vi får en tilsvarende hård konkurrence fra de nye EU-lande i Østeuropa. Men vi mener, at vi har så meget »tag« i forbrugerne, at det nok skal gå, selv om vore omkostninger er højere her i Danmark. I dag klarer vi os udmærket på områder som jordbær og æbler, mens industriproduktionen løber fra os over til østlandene.
Peter Petersen ser i øvrigt optimistisk på fremtiden for frugtavlen i Danmark.
- Vi bliver hele tiden stillet over for nye udfordringer, erkender han, men de er til for at blive løst. Det er vigtigt, at vi omstrukturerer og tilpasser os de nye tider. Vi kan jo alle få øje på ulemperne, men der ligger også helt klart muligheder i det større marked.
- For eksempel kan vores restriktive miljølovgivning godt være et plus. Der findes stadig kunder, der ser på, at produktionen sker på en miljørigtig måde, og som vil have sunde varer. Der er en stigende befolkning, som har penge at købe fødevarer for. De stiller store krav til kvaliteten, og der ligger muligheder for danske producenter.
- Den danske produktion af frugt og grønt udgør kun nogle få procent i forhold til den europæiske produktion. Vores fremtidige opgave er at finde nicherne og se nogle muligheder, som vi slet ikke udnytter i dag. Vi skal lære, at vi er i det europæiske marked, og at det ikke kun giver ulemper. Opgaven er at se fordelene og udnytte dem til at skabe merpris og merværdi, understreger Peter Petersen.