»At fastholde værdier, trods forandringer« var overskriften for den beretning, som formanden, Karen Andersen, Udby, aflagde på Familie og Samfund Fyns årsmøde, der blev afholdt i tirsdags på LandboFyn i Vissenbjerg.

Og reaktionen på en af det forløbne års mindre behagelige forandringer kom klart til udtryk i en kritik af De Fynske Landboforeningers fjernelse af det økonomiske tilskud til arbejdet i Familie og Samfund.

- Selv om man ikke er sportsinteresseret, er det nok de færreste, der kan sige sig fri for at blive grebet af de danske håndboldkvinders triumf ved OL i Athen. Den holdindsats og utrættelige tro på, at tingene nok skulle lykkes, var imponerende, fastslog Karen Andersen og fortsatte:

- Der er mange i Familie og Samfund, der har troen på, at tingene lykkes. Men det føltes som en udvisning af Familie og Samfund, da vi af De Fynske Landboforeninger sidste år - uden at vi på nogen måde havde tacklet dem - fik det gule kort. Jeg har lidt svært ved at se grunden til denne beslutning, fordi vi føler, at vi altid har været en dygtig medspiller. Men - efter en »time-out« er vi atter på banen.

- Jeg vil ikke sige, at lynet slog ned. Men, erklærede Karen Andersen, det var alligevel en stor overraskelse, da man uden nogen form for meddelelse eller underretning tvang os ud i forandringer, som er ret vidtgående og omfattende, idet det økonomiske tilskud er borte.

- Familie og Samfund er et af tre udvalg, som rammes af sparekniven, konstaterede Karen Andersen. Hvis man tænker tilbage, var vi nok skuffede og kede af dette fravalg, men vi holdt det internt og var ikke fremme med de store overskrifter.

- Tiden har været svær. Ikke mindst fordi opbakningen til vort arbejde er mindre end før. Og fordi holdningen blandt mændene i bestyrelsen har ændret sig.

- Det er svært at vide, hvad der sker fremover. Jeg savner viden, indsigt og information om fremtiden. Siden strukturændringerne i De Fynske Landboforeninger er en realitet, er dialogen på et lille plan.

- Bortfaldet af tilskuddet rammer vort faglige arbejde, og Judith Lynggaards konsulenttid er nede på 12 timer om ugen. Arbejdet er fordelt således, at konsulenten fungerer som sekretær for udvalget ved møder, arbejder fagligt i relation til Landskontoret og har telefonisk rådgivning.

- Vi blev enige om at se tiden an, men ordningen er nok ikke helt tilfredsstillende og må derfor tages op til revision. En mulighed kunne være, at man fremover skal have en opdeling af det faglige og det organisatoriske, hvor Judith Lynggaard tager sig af det faglige, og at man i udvalget vælger en sekretær og nedsætter ad hoc-grupper til aktiviteterne.

Karen Andersen oplyste, at flere lokalforeningsformænd har givet udtryk for utilfredshed med bortfaldet af Judith Lynggaards mad-demonstrationer, der hvert år har givet inspiration og hyggelige fællesspisninger.

- I vinter forsøger vi at tilgodese de madinteresserede med tilbud om at deltage i »Oplevelseskøkkenet« på Dalum Uddannelsescenter, og derudover har lokalforeningerne fået tilskud til et arrangement, hvor en faglærer er underviser.

- Jeg tror på, at rådgivningen finder sit leje, så man får det, der er behov for, lød det fra Karen Andersen. Det, som folk i øjeblikket efterspørger og er meget interesseret i, er fødevarer, sundhed, sikkerhed samt krop og sjæl. Og netop på disse områder har Familie og Samfund en stor viden og vel også en stor berøringsflade.

I forbindelse med en gennemgang af årets aktiviteter og arrangementer - blandt andet »Sæt smag på din dag« på Det Fynske Dyrskue, hvor Familie og Samfund deltog med en udstilling med tomater - understregede formanden vigtigheden af at fastholde de aktiviteter, som gør foreningen synlig og profilerer den som en aktiv forbrugerorganisation.

Med hensyn til Familie og Samfunds Oplevelseskøkkener har Region Fyn påtaget sig et af tre landsdækkende arrangementer, som i løbet af efteråret vil appellere til både øvede og nybegyndere udi kogekunsten. Det fynske arrangement afholdes på Dalum Uddannelsescenter lørdag den 23. oktober.

Karen Andersen hilste på Familie og Samfunds vegne det nye Ministerium for Familie og Forbrugeranliggender velkommen og håbede, at hensigten med det nye ministerium er at styrke forbrugernes viden.

- Heldigvis er der stadig udfordringer at tage fat på, og så længe vi har medlemmernes opbakning, føler jeg, der er grund til at bevare optimismen, sluttede Familie og Samfund Fyn’s formand sin beretning på årsmødet.

- Det var et chok for os alle, at den borgerlige regering tog konsulenttilskuddet væk, sagde De Fynske Landboforeningers formand, Niels Hansen, Thorup, på baggrund af Karen Andersens kritiske bemærkninger. Men vi er nødt til at prøve at finde nye veje, idet vi også har fået reduceret vores antal medlemmer.

- Vi har ikke villet slå hånden af jer, forsikrede Niels Hansen. Men vi mente, vi kunne forsvare at fjerne tilskuddet, da der er en arbejdskapital at trække på, hvis det bliver nødvendigt.

- I har ikke alene vores sympati - I har også vores støtte. Held og lykke fremover, sluttede De Fynske Landboforeningers formand.