Det økologiske mejeri Naturmælk ved Tinglev er historien om økologisk pioner-ånd og hårdt arbejde midt i en tid med fusioner og sammenlægninger af dansk mejeribrug.

Historien går faktisk hele 17 år tilbage til 1987, hvor flere lokale landmænd begyndte at lægge deres produktion om til økologisk drift. Derfor gik de dengang i forhandlinger med de eksisterende mejerier om levering af økologisk mælk. Imens lå tanken om at starte eget selvstændigt mejeri og ulmede. Og det gjorde den frem til sommeren 1993, hvor tankerne om et selvstændigt mejeri for de økologiske landmænd tog form. Og med stiftelsen af »Økologisk Samvirke« var de klar til at gå i gang.

Pengene rakte ikke til at bygge et helt nyt mejeri. Syd for Tinglev, nærmere betegnet i Broderup fandt de deres mejeri, der dengang hed Broderup Mejeri og stod tomt efter at tidligere hollandske ejere havde benyttet det til produktion af mælkepulver. 1. maj 1994 kunne de første landmænd kalde sig for selvstændige mejeriejere.

Den 1. oktober 1994 gik produktionen i gang på mejeriet, der havde fået navnet Naturmælk, og i år kan det første jubilæum fejres – nemlig 10 år med økologisk mejeridrift.

Til trods for sine blot 10 år, har Naturmælk allerede haft en ret omskiftelig historie. Mejeriet kom ellers godt fra start med aftaler med andre mejerier og en 3-årig leveringskontrakt med FDB, der i dag kendes som Coop Danmark, omkring levering af økologisk konsummælk.

Det betød nye leverandører og investeringer til tapning af konsummælk, og i året 1995–1996 steg indvejningen af mælk til syv millioner liter, en fordobling i forhold til året før.

Imidlertid blev kontrakten med FDB ikke forlænget, og det tvang mejeribestyrer Michael Olesen til at søge nye afsætningsmuligheder. Det betød en aftale om leverance af mælk til England, der dog var mindre attraktiv end aftalen med FDB. Undervejs i forløbet blev mejeribestyreren skiftet to gange. Først i form af Steen Olsen, der var mejeribestyrer fra sommeren 1999 til februar 2000. Hans efterfølger blev mejeribestyrer Leif Friis Jørgensen, som blev ansat 1. maj 2000.

Også på salgssiden blev der skiftet ud – Martin Bauer havde forladt mejeriet til fordel for Per Rasmussen.

Selv om det i 2000 lykkedes Naturmælk at lave en aftale med Shell Danmark A/S omkring salg af mælk fra olieselskabets mange tank-butikker og kiosker, havde det lille mejeri det svært på grund af konkurrencen på det danske marked.

En fejlslået satsning på det tyske marked kostede dyrt og egenkapitalen var ved at smuldre væk. Det blev til dels afbødet ved at skære ned og rationalisere på virksomheden og i 2002 var antallet af andelshavere skåret ned fra 18 til 12.

I 2003 kom det lille mejeri atter på ret kurs på grund af ændrede markedsforhold og blev i stand til at optage otte nye andelshavere og leverandører fra det nu lukkede økologiske mejeri Økomælk i Vejen.

2004 har foreløbig budt på en fordobling af salget af konsummælk takket være en række nye kunder. Indvejningen af økologisk mælk ventes i år at blive på omkring 12 millioner liter og med fire nye leverandører forventes indvejningen at nå mellem 16 og 17 millioner liter 2005.

Jubilæet blev markeret med et åbent hus arrangement i lørdags. På selve dagen 1. oktober fejres jubilæet med en jubilæums-reception for leverandører, kunder og forretningsforbindelser og selvfølgelig ansatte og venner af mejeriet.

Naturmælk er i dag arbejdsgiver for omkring 30 ansatte. Mejeriet forarbejder og fremstiller et bredt sortiment af konsummælk, yoghurt, smør og ost.

Det lille mejeri producerer i dag mere end 50 forskellige økologiske mejeriprodukter. Seneste skud på stammen er en syrnet mælkedrik i plastflaske, Aronia, der er en drik bestående af kærnemælk, aroniasaft, kardemomme og rørsukker. Aronia er en amerikansk sort af solbær, der i Europa dyrkes i blandt andet Polen.