Stor pukkel af screeningssager i amtet
(LANDBRUG FYN) Efter en periode med acceptable behandlingstider hober screeningssagerne sig igen op i Fyns Amt. Nu er det gået over gevind, mener regionssekretær i De fynske Landboforeninger.
Sidste år fik en fælles indsats fra amtet og landbrugets side nedsat behandlingstiden for almindelige screeningssager til cirka to måneder. Nu er behandlingstiden igen steget til fem-seks måneder, og det er helt uacceptabelt, mener regionssekretær i De fynske Landboforeninger, Frans Erve.
- Behandlingstiden var inde i en god udvikling, men nu går det den forkerte vej igen. Det er dybt utilfredsstillende. Det kan ikke være rigtigt, at ganske almindelige landmænd, som vil udvide eller tilpasse deres bedrifter, bliver holdt hen i fem-seks måneder, siger han.
Problemet skyldes ikke kun, at amtet mangler sagsbehandlere for at få has på den store ansøgningspukkel. Problemet er også, at flere og flere sager, som er blevet godkendt i amtet, efterfølgende bliver indklaget til Naturklagenævnet. Ifølge Frans Erve drejede det sig sidste år om 85 ud af cirka 300 sager. Det vil sige, at næsten en tredjedel af alle sager ryger videre til behandling i Naturklagenævnet.
Dem, der klager, er typisk naboer, sportsfiskerforeninger, Danmarks Naturfredningsforening og enkelte vandværker. Klagerne betyder, at amtet skal bruge ekstra ressourcer på at behandle sagerne, selv om almindelige screeningssager normalt kan behandles ud fra generelle retningslinier eller - hvor der er tale om bagatelagtige ændringer - via den såkaldte anmelderordning.
- Når sagerne er behandlet efter gældende retningslinier og godkendt af amtet, skulle der ikke være mere at komme efter. Men vi er nu i den forbistrede situation, at Naturklagenævnet stiller krav om, at amtet skal redegøre for, hvorfor særlige regler ikke gælder i de konkrete sager, siger Frans Erve, som mener, at Naturklagenævnet i realiteten fungerer som en syltekrukke, der fører til forhaling af de øvrige sager, som ligger og venter på amtets bord for at blive behandlet.
Han peger samtidig på, at kun to af de 85 klagere har fået medhold i Naturklagenævnet. Det indikerer, at klagerne ofte er ubegrundede, mener regionssekretæren.
- Jeg er selvfølgelig klar over, at nogen af de uheldige sager om overproduktion hos fynske svineproducenter vækker opsigt og skaber et politisk pres. Men myndighederne må også tage hensyn til, at det er de få, der ødelægger det for de mange. Og det synes jeg simpelthen ikke er rimeligt, siger Frans Erve.
I Fyns Amt bekræfter formanden for Trafik- og Miljøudvalget, Poul Weber, at der igen er oparbejdet en pukkel af screeningssager på grund af forøget pres på systemet. I øjeblikket arbejder man på at finde en løsning.
- Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan omrokkere nogle ressourcer, så vi kan få sat noget mere power på. For ellers vil bunken vokse og blive for stor, lyder meldingen fra Poul Weber.