Efter to dage ved eksamensbordet har jeg - som sædvanlig - tænkt på, om der mon er ret mange medborgere, der helt er klar over, hvad man skal kunne for at erhverve denne titel.

Vores elever har undervejs i det 6-måneders skoleforløb været oppe til flere eksaminer: Biologi, Almene fag samt prøverne til sprøjtecertifikatet. Men her til sidst er det de store fagområder, det gælder: bygninger og maskiner, planteavl, husdyrfag og økonomi. Og eleverne skal op i det hele på én gang.

De har haft knap 4½ dag til at arbejde med den store eksamensopgave. Heraf går der til en start et stykke tid med at sætte sig ind i de mange sider med opgavespørgsmålene og de endnu flere sider med bilag. De har afleveret et digert værk - i nogle tilfælde over 50 sider - til læreres og censors kritiske gennemlæsning. Og nu har de så været til mundtlig eksamen for at forsvare deres rapport.

Der er ikke noget med, at eleven præsenteres for spørgsmålene og derefter får 20 minutter til at forberede sig på besvarelsen - det kører bare, 5 minutters koncentreret forhør i hvert fagområde.

Og jeg bliver hver gang imponeret over det overblik og den paratviden, som hovedparten af eleverne kan præstere. De må springe fra gødningsplanen til vurdering af høsttidspunkt for græsset og herfra til dimensionering af plantørringslager videre til teknikken i reduceret jordbehandling, til teorien bag kravene til tyggetid i malkekøernes foder, til malkehygiejne og årsager til dårlige klove, til postering af bilag i kasserapporten og et smut hen omkring statusopgørelser og rentabiliteten i investering i maskiner og så måske lige et enkelt og helt uforudsigeligt spørgsmål fra censor på falderebet.

(Et groft skøn: der bliver formentlig stillet mellem 20 og 40 spørgsmål, lidt afhængig af hvor lang tid det tager for elevens indre harddisk at diske op med svaret.)

De udleverede eksamensopgaver i år rummede cirka 60 spørgsmål fordelt på 15 sider med 70 bilag.

Det er altså ikke noget, man kommer sovende til! Og uanset, at vi lærere jo altid synes, at elevernes indsats generelt kunne være større (og det kan den!), er det forbløffende, hvad de kan præstere af viden i løbet af 20 minutters intensiv udspørgen.

Og det ville jeg så gerne have, at andre end vi landbrugslærere og andre i »systemet« var klar over. Man skal ikke have lyst til at blive landmand - man skal også evne at sætte sig ind i et enormt teoretisk pensum og være i stand til at bruge det i praksis.

Og så skal eleverne i øvrigt ikke have mere ros, for det har de ikke godt af. Men de skal i hvert fald alle - også på landets øvrige landbrugsskoler - have et stort tillykke med, at de er nået til dette foreløbige højdepunkt i deres landmandsuddannelse.