Pelsdyravler med mange jern i ilden
(Effektivt Landbrug) Vi følger året ud minkavler Kaj Kristensen ved Tjæreborg. Foruden at drive pelsdyravl er Kaj Kristensen planteavler og har strudse, hjorte, heste og juletræer.
Egentlig skulle han slet ikke have med landbrug at gøre, men som en livskraftig og stædig mælkebøtte er lysten til at drive landbrug ikke til at holde nede hos pelsdyravler Kaj Kristensen i Tjæreborg.
Kaj Kristensen, som Effektivt Landbrug vil følge i det kommende år, driver en gård med 2650 minktæver, 110 ha jord, strudse, hjorte, heste og juletræer.
At han egentlig ikke skulle have med landbrug at gøre skyldes problemer med et hofteskred.
Resultatet blev, at han arbejdede som revisor ved Kommunernes Revisionsafdeling i 10 år og som sygehusdirektør ved distriktspsykiatrien i Hviding ved Ribe i 10 år.
Men lysten til landbruget lurede.
- Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville tilbage til landbruget, hvor der er frisk luft og råderum. Den gang jeg var »tvangsindlagt« til kontorarbejde var det forfærdeligt at køre på arbejde en forårsdag i stedet for at komme i marken, mindes Kaj Kristensen.
At valget faldt på mink fik måske nok også sin spæde start allerede i Kaj Kristensens barndom, da han besøgte sin bedstefar på Gjøl.
- Jeg fik lov til at hakke fiskene til minkenes foder. Det foregik med håndkraft dengang, mindes han.
Mink er spændende dyr at arbejde med – ellers var der nok heller ikke så mange avlere, der havde holdt krisen ud. Der er dog ikke mindre arbejde med at passe mink end f.eks. køer. Det er bare en anden slags arbejde. Der er altid masser af småting, der skal laves, og så har vi nogle meget travle perioder med parring, hvalpning og pelsning. Da jorden også skal passes, har vi egentlig ikke nogle pauser, fortæller Kaj Kristensen.
I de følgende år blev farmen i Tjæreborg udvidet. Indtil det tidspunkt, da de havde 700 tæver, blev farmen passet udelukkende af familien i fritiden. Efter denne tid har der været ansat medhjælpere.
I 1988 tog Kaj Kristensen springet, forlod sit faste arbejde og den faste løn og blev fuldtids selvstændig minkavler. Det var på trods af, at pelsdyrproduktionen stod midt i en krise, med skindpriser der var helt nede i kælderen at vende, før de igen kom op på et rimeligt niveau.
Strudsene har der været flere af, men det var for bøvlet at komme af med slagtedyrene, og derfor blev der droslet ned. Nu eksperimenterer Kaj Kristensen med at lade strudsene ruge æggene selv.
Minkene er til at tjene penge på, mens de andre dyr er ren hobby. Kaj Kristensen pointerer, at man ikke må bruge sine aflønnede folk til hobbydyrene – det kan slet ikke betale sig.
De ansatte hos Kaj Kristensen er med til at passe mink og mark. Det giver Kaj Kristensen frihed til at passe sine andre aktiviteter – for det er også en stor del af hans liv.
Han har desuden været medlem af Esbjerg og Omegns Pelsdyravlerforening siden 1978, og han var foreningens formand fra 1983-1998. Derudover er han formand for skatteankenævnet i Esbjerg og har haft fire år som kommunalpolitiker for Venstre.
- Jeg kan lide at have indflydelse og være med til at skabe nogle ting. Man er nødt til at kunne leve med skældud – det følger med. Jeg synes det interessant og spændende, siger Kaj Kristensen.
I denne uge følger vi pelsdyravler Kaj Kristensen, der er gift med Lissy.
Parret har tre voksne børn: Jesper på 32 år og tvillingerne Jan og Dorthe på 30 år.
Familien har knyttet stærke bånd til gården i Tjæreborg. Ikke alene er det fødehjem for Kaj Kristensens ægtefælle, men alle nuværende bygninger har familien selv bygget.
- Vi har lagt meget arbejde i det og derfor værner vi om det – også fordi Lissy er barnefødt her, siger Kaj Kristensen.
Gården blev købt i 1976, med 13 tdr. land. Det var en arbejderbolig, der havde tilhørt Sneumgaard. Nu drives der 110 hektar jord, hvoraf de 80 hektar er egen jord, foruden minkfarmen med 2.650 tæver.