Den tidligere driftsøkonomiformand, Niels Rasmussen, Stenstrup på Sydfyn, er på kollisionskurs med toppen i Landboforeningerne.

Niels Rasmussen mener nemlig, at det skal være de største landbrug herhjemme, der går forrest, når det gælder indførelsen og udviklingen af gylleseparationsteknologi. Og derfor skal de store landbrug også begunstiges fremadrettet, hvis de satser penge i gylleteknologi.

I Landboforeningernes top er holdningen, at dispensation fra landbrugslovens arealkrav skal gives til alle landmænd, der indfører gylleseparationsteknologi på deres bedrift.

Ifølge Landboforeningernes formand, Peter Gæmelke, skal det være miljøgevinsten, der skal være afgørende for en eventuel jord-rabat. Og landbruget skal ikke, understregede han i sin beretning på delegeretmødet i Herning i onsdags, investere i avanceret gylleteknologi for teknologiens skyld.

Man skal med andre ord være villig til i en vis grad at investere i teknologien for teknologiens skyld. Kun på den måde kan den nødvendige teknologi blive udviklet, påpeger han.

- Så for mig at se, er der ingen tvivl: Det er de store landbrug – firkantet sagt dem over 250 dyreenheder – der skal have de største areal-rabatter. Ikke fordi disse landbrug er store. Men fordi det er dem, der magter at løfte opgaven. En opgave som skal løftes, og som også vil komme de mindre landbrug til gode, pointerer Niels Rasmussen over for Effektivt Landbrug.

- Fyns status som ø, vores placering mellem bælterne, og såmænd også vores amts holdning til landbrugets udfoldelsesmuligheder - eller mangel på samme – betyder for mig at se, at vi på Fyn har en speciel interesse i, at gylleteknologien får turbo på i de kommende år. Og jeg bliver rent ud sagt sur, når landbotoppen forsøger at lægge mine synspunkter ud, som det her handler om de store mod de små. Det passer simpelthen ikke. Jeg har ingen intention om at fremme industrilandbruget.

Det her handler om, at få de store landbrug til at trække et læs til fordel for os alle. Og derfor skal de store brug have de fordele, der betyder, at de kan trække læsset, fastslår Niels Rasmussen.

Han fastslog dog samtidig, at det er fundamentalt, at man bibeholder princippet om, at husdyrproduktion og jord hænger tæt sammen.

Niels Rasmussen køber imidlertid ikke hele denne argumentation. Han antyder således, at der er en magtfuld gruppe i landbruget, som har en klar interesse i at fastholde en stor mængde jord i tilknytning til husdyrproduktionen herhjemme. Ikke mindst fordi mange landmænd har været tvunget ud i dyre jordkøb for at kunne udvide deres husdyrproduktion.

Eller sagt på en anden måde, så vil en mindre sammenkoblingen mellem den enkelte bedrifts areal og husdyrproduktion kunne medføre et fald i jordpriserne, som ikke alle vil være lige interesserede i. Og det skal man, ifølge Niels Rasmussen, holde sig for øje i denne sammenhæng.