KFK-købere lover landbruget milliongevinst
LØFTE: De otte grovvarevirksomheder, der har købt KFK, forsikrer, at konkurrencen på grovvaremarkedet intensiveres efter, at man har delt KFK mellem sig med 45 procent til de lokale, 40 procent til DLG og resten til to private firmaer.
Op til 200 millioner kroner om året.
Så store en gevinst kan de danske landmænd forvente at få efter, at otte danske private og andelsejede korn- og foderstofvirksomheder har købt KFK’s danske grovvarevirksomhed.
- Jeg forventer, at vi i løbet af et par år, når alt er faldet på plads, vil kunne nå op på, at cirka to tredjedele af den samlede gevinst, vil kunne mærkes direkte på landmændenes pengepung. De gevinster, vi henter, skal konkurreres ud i markedet. Og det bliver de, forsikrer DLG’s administrerende direktør, Asbjørn Børsting, overfor Effektivt Landbrug.
Konsortiet bag købet af KFK vurderer, at man kan hente en samlet besparelse på drift og logistik mv., der årligt ligger på 270-300 millioner kroner. Det er altså to tredjedele af dette beløb, DLG-bossen stiller de danske landmænd i udsigt.
- Jeg har noteret mig, at der også er kritikere af handlen. Men man skal huske på, at blandt andet Aarhusegnens Andel stod umiddelbart foran at skulle investere i nyt produktionsanlæg. Nu overtager de i stedet allerede eksisterende produktionsfaciliteter. Så ved det her køb undgår vi altså investeringer, som hurtigt kunne vise sig at være fejlinvesteringer.
- Den aktuelle handel har været venligsindet. Alle parter har vist vilje til at nå dette resultat. Men når alt dette er overstået, så konkurrerer vi igen på livet løs, pointerer Christian Junker.
- Man skal, supplerer Asbjørn Børsting, huske på, at omkring 50 procent af vore omkostninger i grovvarebranchen ligger i logistik. Det ligger med andre ord væsentlige besparelser på det felt, som vi nu kan hente hjem. Grovvarebranchen har nok haltet bagefter, når det gjaldt effektiviseringer og rationaliseringer, ikke mindst når vi sammenligner med os med vore kunder i landbruget.
- Samtidig skal vi jo også være gearet til at kunne matche den stigende konkurrence, der er fra udenlandske firmaer, som blandt andet på foderområdet er blevet betydelige konkurrenter her i landet - ligesom vi er det i Nordtyskland. Denne konkurrence kan og skal de danske grovvarefirmaer kunne klare, understreger Asbjørn Børsting.
Køberne af KFK er: DLG, Hedegaard A/S, Brødr. Ewers A/S, Aarhusegnens Andel, KOF&G, Skjern Å Andel, Ringkøbingegnens Andelsgrovvareforening og Østsjællands Andel.
De fem foreninger under Landsforeningen Den lokale Andel overtager cirka 45 procent af KFK. DLG tager cirka 40 procent, mens de to private grovvarefirmaer deler resten. Parterne vil endnu ikke oplyse, hvilke anlæg der går til hvilke forretninger, ligesom man ikke vil oplyse, om der er anlæg, der lukkes.
De nye ejere vil heller ikke oplyse, hvem der kommer til at stå bag videreførelsen af en række af KFK’s datterselskaber – herunder svineproduktionsselskabet DPL.
Har man kontrakt med KFK – eksempelvis på foder - vil man ikke blive tvunget i armene på de nye ejere. Man kan vælge at ophæve sin kontrakt.
Parterne lover ingen jobgaranti til KFK-medarbejderne. De forsikrer dog, at alle medarbejdere nu stilles lige. Flere af køberne har længe haft ansættelsesstop, med henblik på at kunne overtage branchefolk fra KFK ved en handel.
- Efter mere end hundrede års hård konkurrence på grovvaremarkedet mellem på den ene side private købmænd med KFK i spidsen og på den anden side landmændenes egne grovvareselskaber er kampen nu endegyldigt vundet af andelsgrovvaresektoren.
Det må en gang for alle få de røster, der gennem tiderne har sagt, at andelssektoren er utidssvarende, til at forstumme, pointerer Bent Juul Sørensen med armene i vejret.
- Det glæder mig da, hvis DLG-direktør Asbjørn Børsting stiller os store besparelser i udsigt. Det vil vi da holde ham fast på. Men vi landmænd er i de senere år er blevet stillet en masse rationaliseringsgevinster i udsigt i forbindelse med diverse fusioner – eksempelvis i slagterisektoren – som man har haft mere end svært ved at leve op til. Så vi kender godt alle argumenterne. Spørgsmålet er, om vi også ser resultaterne, siger Per Bach Laursen til Effektivt Landbrug, og fortsætter:
- Jeg forstår ikke, hvorfor andelsselskaberne ikke bare lod aktieselskabet KFK sejle sin egen sø. Det er jo et aktieselskab, og som andelsselskaber har de andre grovvarefirmaer ingen som helst pligt til at redde KFK.
- Nu har de kanaliseret milliarder fra de danske landmænds lommer over i lommerne på KFK’s aktionærer. Men var det nu også nødvendigt. Selvfølgelig gør man det for at holde udenlandsk konkurrence ude. Men er det nu også en fordel for den danske landmand, spørger Per Bach Laursen.
Per Bach Laursen indrømmer, at tonen i brevet er hård.
- Vi har aldrig tidligere fået så mange reaktioner fra vore medlemmer på noget, vi har sendt ud. Langt, langt de fleste reaktioner er positive. Der er også dem, der mener, at tonen kunne have været anderledes. Men det her er virkelig noget, der optager vore medlemmer. Og mange er kritiske over for handlen, vurderer Per Bach Laursen.
- Foderstofferne herhjemme skal nok få den konkurrence, de skal have. Der er jo andre steder end i Danmark, man kan handle. Det ved de selvfølgelig godt, så jeg er sådan set fortrøstningsfuld.
- Denne rationalisering har vi ventet alt for længe på. Men det er da klart, at handlen forpligter, og får vi ikke varerne til de rigtige priser, går vi andre steder hen. Sådan er verden i dag, påpeger Peder Philipp.