Avancerede malkestalde i Tyskland

Lars Bittermann er driftsleder på en kvæggård nær Dresden. Han er ved at udbygge for 90 millioner kroner.

- Med 72 køer på karussellen ad gangen malker vi lige nu godt 200 køer i timen. Men målet er foreløbig at komme op på 300 køer i timen, siger Lars Bittermann.

Han holder tegningen af det store, nye staldkompleks op og peger på den centralt placerede malkestald omgivet af lange staldbygninger, plansiloer og utallige biogasreaktorer.

- På tilsvarende anlæg i USA er man oppe nær 600 køer i timen, fortsætter han.

- Men i modsætning til de amerikanske malkestalde, så har vi på vores anlæg kun to ansatte til at betjene karussellen.

Anderledes ejerform

Lars Bittermann er driftsleder på Rotschau-farmen, som ligger ved byen Reichenbach i det sydligste af det tidligere DDR.

Netop dette er baggrunden for, at den store farm på 1.840 hektar god landbrugsjord i dag forsat er et kooperativ ejet af 63 investorer, hvoraf mange ingen tilknytning har til landbrugserhvervet.

- Jeg er selv medejer, fortæller Lars Bittermann. Og det er naturligvis en stor tilfredsstillelse at få lov til at udbygge det gamle gårdanlæg med et helt nyt staldområde til godt 90 millioner kroner.

Hovedproduktionen på farmen har de sidste 10 år været mælk og grøn energi. Udover de 90 millioner til stalde investeres der samtidig et tilsvarende stort beløb i biogas til varme og elektricitet til en lang række parcelhuse.

Investeringerne lettes betydeligt af, at såvel den tyske regering, delstatsregeringen og EU tilsammen giver næsten halvdelen af investeringsbeløbet i direkte støtte.

- Uden denne støtte var projektet slet ikke blevet til noget, understreger Lars Bittermann.

I Tyskland er støtten til både biogas og til investering i landbrugsbyggeri meget forskellig for hver delstat. Nogen delstater giver op til 50 procent af investeringen, som i dette tilfælde. Andre delstater giver nul.

- Det afhænger meget af miljøforhold og delstatsparlamenternes holdning hertil, påpeger Lars Bittermann.

Stort byggeri

Målet for kvægbesætningen er at komme op på cirka 1.500 køer.

- Foreløbig færdiggør vi stalde til 1.000 køer, fortæller Lars Bittermann, mens han igen peger på oversigts-tegningen af det nye staldkompleks.

- Det indeholder foruden malkestalden og kostaldene også plansiloer til 15.000 kubikmeter ensilage og gylleopbevaring til 27.000 kubikmeter.

Igen er biogasanlæggene ikke regnet med, men de 10 store reaktorbeholdere har en ikke uvæsentlig gyllekapacitet.

- Vi bruger halm i sengebåsene, som der er fem rækker af i hver stald, viser Lars Bittermann.

Det er store, åbne stalde med fem meter høje rum. Det giver et godt indeklima i staldene året rundt.

- Men vi har også lagt vægt på gode forhold for personalet med ekstra gode servicelokaler samt opvarmede arbejdspladser ved karussellen, fortæller han videre.

Valgte bekendt teknik

- Vi valgte ny malkekarussel, køletanke, siloer, skraberobotter med mere fra firmaet DeLaval, fortæller Lars Bittermann.

- Vi har også haft DeLaval på den gamle gård igennem mange år, og syntes det har været både pålideligt og tilfredsstillende. Så vi ville gerne fortsætte med DeLaval.

- For tre år siden tog vi så til USA og så på fungerende DeLaval-anlæg, og fandt en for os relevant karrusel. Den blev ændret lidt for at passe til de europæiske forhold, og DeLaval forsynede den med ny teknologi.

Det har blandt andet betydet, at DeLaval har opstillet den første modificerede industrirobot til at varetage spraying af koens patter efter aftagning af malkemaskinens sugekopper. En såkaldt TSR, der hidtil kun har været afprøvet på tre testfarme af DeLaval.

- Det fungerer perfekt, understreger Lars Bittermann. Og en robot erstatter mindst én medarbejder samt overtager det monotone og ikke særligt attraktive arbejde. Samtidig er køerne meget afslappede i karussellen.

Rundt om den færdige malkestaldsbygning arbejder store byggekraner og masser af servicebiler på fuldt tryk, da byggeriet af én af verdens i øjeblikket mest avancerede mælkefarme efter planen skal stå helt færdigt om cirka to måneder.

Læs også