Slagterier i millionstrid

Tican mener, at have ret til 20 millioner kroner fra Danish Crown, som følge af, at fusionen mellem de to virksomheder blev afblæst

Slagterikoncernerne Tican og Danish Crown er endt i en juridisk strid om millioner af kroner. Det skriver Finans.dk.

Slagsmålet er opstået efter den mislykkede fusion, hvor parterne ikke troede på, at de kunne få de danske konkurrencemyndigheders godkendelse.

Ifølge Finans.dk viser det sig imidlertid nu, at forhandlingsforløbet mellem Tican og Danish Crown kan ende med en voldgiftssag mellem Danmarks to største slagteriselskaber.

I den aftale om fusion, som Tican og Danish Crown underskrev for knap et år siden, indgik det - ifølge Finans' oplysninger - som et element, at Tican skulle have en kompensation på 20 millioner kroner, hvis fusionen ikke kunne gennemføres.

Nu afviser Danish Crown imidlertid at udbetale kompensationen til Tican.

Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, bekræfter, at det indgik i fusionsaftalen, at der skulle udbetales en kompensation til Tican, hvis fusionen blev aflyst inden 31. oktober som følge af, at Danish Crown ikke ville imødekomme de krav, der blev stillet fra konkurrencemyndighederne.

- Fusionen blev aflyst, fordi den ikke kunne gennemføres inden tidsfristen. Forhandlingerne nåede aldrig så vidt, at der blev stillet konkrete krav fra konkurrencemyndighederne. Derfor er der ikke noget grundlag for at udbetale en kompensation, siger Jens Hansen til Finans.dk.

Tican offentliggjorde samme dag, som det blev meldt ud, at fusionen med Danish Crown ikke blev til noget, at man havde besluttet at sælge selskabet til den tyske koncern Tönnies.

Læs også