Derfor satser maskinforretningen Johs. Mertz A/S i Nykøbing Falster, der tillige har afdelinger i Nakskov og Fakse, nu på direkte import af de store, selvkørende Ropa 6-rækkede Tiger roeoptagere og Ropa Maus læssemaskiner ikke alene til det danske landbrug men til hele Skandinavien.

- Efterspørgslen efter sådanne store roeoptagere er stor. Flere og flere roedyrkere og maskinstationsejere har fået øjnene op for de rationelle maskiner, hvor en enkelt mand kan tage 400-500 hektar roer op uden brug af traktorer og vogne, siger salgschef hos Mertz, Per Jørgensen.

Salgschefen betegner Ropa-maskinerne som roemarkens Rolls Royce.

På fabrikken i Sydtyskland bliver alle maskiner bygget op fra bunden af erfarne montører, der selv er piloter på Ropa-optagere i roehøsten. Alt bliver omhyggeligt svejset, påbygget og afprøvet. Til opbygningen af en roeoptager bruges ca. 4.000 arbejdstimer, og 60 procent af delene produceres på fabrikken i Herrngiersdorf, hvor der i alt er beskæftiget 110 personer.

Den familieejede virksomhed byggede allerede i 1972 den første 6-rækkede, selvkørende roeoptager, og derfor besiddes stor erfaring på området.

Hos Mertz har man også mærket stor interesse for de nye spændende importprodukter. Således er fire maskiner solgt til denne sæson, og både disse købere og andre interesserede har været i Tyskland for at se fabrikken og produkterne.

- Alle bliver inviteret derned for at blive instrueret i Tiger-maskinen, der er fuldautomatiseret fra pilotsædet med computerskærm til overvågning af alle detaljer, herunder betjening af blandt andet ti renseprogrammer. Den tyske fabrik har ganske enkelt det princip, at ingen må køre en Ropa uden et pilot-kørekort.