Solmodningen af planterne gik stærkt i løbet af en uge med højt sommervejr, og høstarbejdet i år 2001 startede med skårlægning og mejetærskning af de første græsfrøafgrøder.

Det er som sædvanlig områderne Langeland og Hindsholm, der lægger ud. Og ligeså sædvanligt måtte det ske mellem drilske regnbyger

Frøavlskonsulent Jørgen Hansen, DLF-Trifolium, kunne på Hindsholm anvise mejetærskning af stivbladet svingel hos S. Wistoft Larsen på Brockdorff og skårlægning af engrapgræs hos Hans Sørensen, Kærbygård.

- Landbruget på Fyns Hoved er et af de større frøområder, og for i år tegner der sig en fornuftig avl. I modsætning til sidste år er der i år kommet tilpas med regn i maj og juni og tilmed rimeligt fordelt, lyder meldingen fra konsulenten.

- Det er faktisk en uges tid senere end normalt, og det tillæger vi vinteren som godt nok ikke var streng, men den sene kulde har gjort sin indflydelse gældende, siger Søren Wistoft Larsen.

Der skal mindst fire-fem meget gode høstdage til at tærske den stivbladede svingel, og når der efterfølgende er store rødsvingelarealer med en tidlig sort, så er der bestemt ingen grund til at forhale høststarten.

Det først høstede er blevet luftet godt igennem, og Søren Wistoft Larsen afprøver vandindholdet med en test på Supertech apparatet. Han er godt tilpas ved at bemærke en vandprocent i det gennemblæste frø på 16,2. Forventninger til udbytterne er det for tidligt at vurdere.