Landets bedste trækkere giver den gas på Midtsjælland

Danmarksmesterskaberne i traktortræk står for døren, og for første gang siden 2010 foregår DM-stævnet på Sjælland.

DM i traktortræk foregår i år her på banen ved Alsted-Fjenneslev Hallen. Og på en kedelig regnvejrsdag var det nærmest stilhed før stormen for Peter Søgård (tv) og Frederik Germuth, henholdsvis formand og næstformand i Region Øst. Foto: Jesper Hallgren

Lørdag den 7. september afgøres danmarksmesterskaberne i traktortræk på banen ved Alsted-Fjenneslev Hallen mellem Sorø og Ringsted, og det er første gang siden 2010, hvor DM-stævnet foregik i Faxe, at landets bedste trækkere skal findes på Sjælland.

Gennem 34 lokale stævner over hele landet har knap 100 trækkere i forskellige klasser sikret sig en plads i stævnet, der begynder klokken 10 – og forventes at slutte omkring klokken 18.

Det er den lokale region i LandboUngdom, der som altid står som arrangør, og hos både Peter Søgård på 21 år og 24-årige Frederik Germuth, henholdsvis formand og næstformand i Region Øst, er der store forventninger til stævnet. De er begge med i DM-udvalget, der har været i gang med planlægningen i over et år.

Op mod 5.000 tilskuere

- Det er tilfredsstillende at lave så stort et arrangement som DM. Vi glæder os til dagen. Det bliver bare en fed dag, lyder det fra to af tovholderne i arrangørgruppen.

- På dagen vil omkring 30-40 frivillige hjælpe med at klare de mange forskellige opgaver under stævnet, oplyser Peter Søgård, der for et halvt år siden afløste Jeppe Nielsen som LU-formand i Region Øst.

Traktortræk samler altid mange tilskuere. Der har været over 70.000 tilskuere til de indledende stævner over hele landet, og der er selvfølgelig også stor interesse for DM-stævnet.

- Vi forventer op mod 5.000 tilskuere til stævnet, fortæller Peter Søgård, der forsikrer, at de mange frivillige hjælpere nok skal sørge for, at både deltagerne og tilskuerne får en god oplevelse på Midtsjælland.

DM i traktortræk

  • Sted: Banen ved Alsted-Fjenneslev Hallen, Fjenneslevmaglevej 23, 4173 Fjenneslev.

  • Tidspunkt: Lørdag den 7. september fra klokken 10 til klokken cirka 18. Pladsen åbner klokken 9.30.

  • Entré: 100 kroner. Dog gratis adgang for børn under 12 år og LU-medlemmer.

  • Forplejning: Der vil være mulighed for at købe både mad og drikkevarer.

  • Betaling: Der kan betales med mobilepay og med kontanter.

Læs også