Torsdag den 15. juni holder Nordic Beet Research, Nordic Sugar og VKST for femte gang Roedag på Sofiehøj Forsøgscenter på Lolland.
Den store årlige Roedag på Sofiehøj Forsøgscenter ved Holeby på Lolland er efterhånden blevet en fast tradition, og torsdag den 15. juni er det således femte gang, at Nordic Beet Research (NBR) Nordic Sugar og VKST holder arrangementet, der også har tradition for at tiltrække rigtig mange roedyrkere.
Som altid er der mulighed for at besøge roedagen enten om formiddagen fra klokken 8.30 til 13.00 eller om eftermiddagen fra klokken 12.00 til 16.00, hvor programmet bliver gentaget.
Midt på dagen – fra klokken 12.00 til 13.00 – serveres frokost til alle, og det giver en god mulighed for at få en snak med kollegaer og udstillere.
Direkte fra forsøgsmarkerne
Programmet er med faglig opdatering direkte fra forsøgsmarkerne, og der er mange spændende emner. Man vil blandt andet få indblik i konsekvenserne af forskellige harvedybder og sådybder, der viser, hvordan frøet skal placeres. I demo vises også forskellige gødskningsstrategier samt hvordan både mængde og timing påvirker væksten.
På Roedag 2023 præsenteres også produkter, der kan hjælpe med at holde roemarken ren for ukrudt. Det omfatter både klassisk ukrudtsbekæmpelse, additiver samt roer, der er forædlet til at kunne modstå anvendelse af ALS-inhibitorer (Conviso Smart). Desuden præsenterer Nordic Sugar, VKST og NBR forskellige strategier og alternativer som oplæg til en god debat.
I år holdes fokus på både nytteinsekter og de mest almindelige skadevoldere. Her får man mulighed at genopfriske, hvordan man spotter symptomerne og insekterne. Der samarbejdes om en prognose- og varslingstjeneste, men det mest effektive er, når at man selv holder øje med sine marker.
Maskiner og nye projekter
Fremtidig målsætning er, at landbruget bliver klimaneutralt. I roerne afprøves forskellig teknik, som kan hjælpe med at mindske klimabelastningen. Der vil således blive præsenteret flere forskellige projekter inden for områder som dyrkningssystemet »inklusive efterafgrøder«, roetop til biogas, bladgødskning, strip-till, spotbehandling, rækkesprøjtning med mere.
I maskinudstillingen præsenterer hver af de lokale maskinforhandlere to maskiner til roemarken. Maskinudstillingen er en del af turen rundt i forsøgsmarken, og der er mulighed for at høre og se seneste nyt inden for maskiner til roedyrkning.
Roedagen 2023 er gratis og for alle interesserede, der blot skal møde op på Sofiehøj Forsøgscenter.