Det svenske grovvareselskab Lantmännens såkaldte forsknings-fond, Lantmännen Research Foundation, har nu afsat 15 millioner svenske kroner (cirka 9,8 millioner danske kroner) til forskning, relateret til landbrugets og dets maskineri. Det skriver Lantmännen i en pressemeddelelse.
- Blandt de nye projekter fokuserer flere på øget produktivitet og ressourceeffektivitet, som genererer afgørende viden til at forme fremtidens bæredygtige landbrug, udtaler Helena Fredriksson, forskningschef hos Lantmännen Research Foundation.
Et af projekterne skal undersøge frøets skudkraft – dets evne til at vokse – for at udvikle et bedre mål for frøkvalitet med forbedret fremspiring og mulighed for højere udbytter under forskellige vækstbetingelser.
I et andet projekt vil der blive udviklet metodik til hurtigere og mere præcis analyse af frøbårne sygdomme, som kan bidrage til forbedret bekæmpelse af plantesygdomme og mere effektiv planteavl.
Lantmännen Research Foundation har en samlet bevillingsramme på 28 millioner svenske kroner (18,3 millioner danske kroner).